Der blev blandet mørtel, ført kabler og lagt rør på livet løs, da 45 arbejdere i Mozambiques hovedstad Maputo for nylig gennemførte et 10-dages fagligt kursus.
Til forskel fra de fleste erhvervsrettede kurser i landet sad de 45 kursister inden for elektriker-, blikkenslager- eller murerfaget nemlig ikke bare på skolebænken. En stor del af kurset var praktisk og bestod i, at kursisterne, under faglæreres vejledning, samarbejdede om at renovere to skoler i Maputo og omegn.
På erhvervsskolen byggede blikkenslagerne blandt andet nye toiletfaciliteter i forbindelse med kantinen. På folkeskolen reparerede murerne tage og gulve i lokaler, der hidtil havde været uegnede til undervisning, mens blikkenslagerne renoverede de sanitære installationer, og elektrikerne etablerede lys i en række klasselokaler, så de nu også kan benyttes til aftenundervisning.
Stort udbytte med få ressourcer
Kurset er gennemført som pilotprojekt af Ulandssekretariatets samarbejdspartner, den mozambiquiske hovedorganisation OTM-CS med rådgivning fra Ulandssekretariatet og 3F og finansiering fra den danske ambassade i Mozambique.
Og netop den praktiske karakter får kurset til at adskille sig fra de fleste andre erhvervsrettede kurser, siger Jan Hjort, leder af Ulandssekretariatets kontor i Maputo, som har været med i projektet:
"Ideen er i praksis at vise, hvor stort et udbytte man kan få af selv meget korte efteruddannelseskurser. Og meningen er at præsentere regeringen for forslag til, hvordan man kan udnytte de knappe ressourcer og lave korte, målrettede erhvervskurser, der skaber arbejdspladser og øger både produktivitet og kvalitet," siger Jan Hjort.
Undervisning i selvstændig virksomhed
Kursisterne kommer alle fra den uformelle økonomi, som omfatter cirka 90 procent af arbejdsmarkedet i Mozambique. De har ingen eller kun lidt uddannelse og arbejder løst inden for deres brancher. Faste job er der ganske få af i den mozambiquiske byggesektor. Langt størstedelen af arbejderne er enten selvstændige eller med i små kooperativer.
Derfor indeholdt kurset ikke bare undervisning i sikkerhed, men også i, hvordan man driver en selvstændig virksomhed.
Og det var kursisterne mindst lige så glade for at lære om, som de var for at lære nye teknikker og viden om deres fag:
"De kursister, jeg talte med, føler, at de nu har et meget bedre grundlag for at få arbejde og knytte kontakter i forhold til at gå sammen med andre i kooperativer," fortæller Jan Hjort.
Fagbevægelsen skal spille ind
Kurset for de 45 håndværkere var den afsluttende del af etårigt projekt, der også har hjulpet fagbevægelsen med at udvikle en politik på uddannelsesområdet, så den kan spille en større rolle i udviklingen af landets uddannelsessystem.
Gabet mellem folks kvalifikationer og virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft er stor i Mozambique. Erhvervsuddannelserne matcher ikke arbejdsgivernes behov, hverken hvad angår kvalitet eller kvantitet, og udenlandske investeringer i landet kaster ikke job af til mozambiquerne.
"Derfor er det vigtigt, at arbejdsgiverne og ikke mindst fagbevægelsen har en politik på området at byde ind med i trepartsforhandlingerne," siger Jan Hjort.
Erhvervskurset blev afsluttet med en reception og de 45 kursister udstyret med et diplom på velgennemført uddannelse og en kasse med basisværktøj.
Skrevet af Gladis Johansson, Ulandssekretariatet 13. august 2013.