Sygeplejersker, folkeskolelærere, efterskolelærere, operationssygeplejersker mm er blandt 20 nye stillingsbetegnelser, på den såkaldte positivliste. Listen, som udarbejdes af Styrelsen for Rekruttering og fastholdelse, skal afhjælpe "mangel på kvalificeret dansk arbejdskraft" ved at give bestemte udlændinge fra lande uden for EU opholds- og arbejdstilladelse.
Den nye liste trådte i kraft efter årsskiftet FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, finder den lettere adgang for nye faggrupper stærkt kritisabel og helt ude at trit med virkeligheden.
I november 2012 var der knap 2.500 ledige lærere, knap 2.500 ledige pædagoger og godt 1.000 ledige sygeplejersker i Danmark.
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, forstår ikke styrelsens beslutning om at yderligere at sætte lærere, jordemødre, sygeplejersker og andet sundhedspersonale på listen.
"Det er helt grotesk at åbne for nye faggrupper, hvor der er så høj ledighed i Danmark, at ledige flytter ud af landet for at finde arbejde", siger Bente Sorgenfrey med henvisning til, at danske sygeplejersker tager til Norge for at arbejde og danske pædagoger tager arbejde i Sverige.
Slås for at få et job
Bente Sorgenfrey vil bede Styrelsen for Rekruttering og fastholdelse om at fjerne de nye faggrupper fra positivlisten øjeblikkeligt.
"Vi giver kolleger i udlandet et falsk billede af, at der er beskæftigelse i Danmark på lærer-, pædagog og sundhedsområdet. Og det passer jo ikke! Der står en kø af ledige lærere, pædagoger og sundhedspersonale, der hver dag slås for at få et job", siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
Hun peger på, at flere af de ledige i Danmark, oven i købet står overfor at miste dagpengeretten pga. den forkortede dagpengeperiode.