FTF har modtaget Europarådets Databeskyttelseskomites (T-PD) forslag af 27. april 2012 til modernisering af den europæiske konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger (108-konventionen) i høring og har følgende bemærkninger:
FTF finder det meget tilfredsstillende, at Europarådets Databeskyttelseskomite i forbindelse med revideringen af 108-konventionen fremkommer med en række forslag, der overordnet set præciserer og skærper flere af de gældende bestemmelser, hvorved den enkelte persons dataoplysninger søges ydermere beskyttet.
FTF har dog bemærket, at Databeskyttelseskomiteen ikke finder det fornødent eksplicit at fremsætte forslag om indførelsen af den såkaldte ret til at blive glemt, jfr. bemærkningerne til artikel 8, herunder artikel 5.e. og 8.c.
FTF finder anledning til at henlede opmærksomheden på det af EU-Kommissionen den 25.01.2012 fremsatte forordningsforslag KOM (2012) 11 (generel forordning om databeskyttelse), hvori EU-Kommissionen netop fremsætter forslag om indførelsen af en sådan ret til at blive glemt.
Idet det således kan lægges til grund, at det gældende direktiv 95/46/EF indeholder tilsvarende værn i form af dels krav til de indsamlede oplysningers form, dels den registrerede ret til at få berigtiget henholdsvis slettet mv. indsamlede oplysninger, og med henblik på at sikre ensartethed i beskyttelsesgrundlaget for så vidt angår elektronisk databehandling af personoplysninger er det FTF’s opfattelse, at Databeskyttelseskomiteen ligeledes bør fremsætte forslag om retten til at blive glemt i forbindelse med moderniseringen af konvention nr. 108.
Herudover har FTF ikke flere bemærkninger til det fremsendte forslag.
Med venlig hilsen
Bente Sorgenfrey
Formand