Der er ikke altid grund til at starte fra Adam og Eva, når en vigtig begivenhed skal genfortælles. Alligevel glemmer fortællere nogle gange at få vigtige dele af historien med, og det præger den efterfølgende debat. Det er tilfældet i historien om revolutionen i Egypten.

En ny antologi "Egypten på vej mod demokrati" beskriver derfor, hvordan arbejdere var med til at bryde med diktaturet – flere år inden revolutionen startede. Antologien indeholder essays og indlæg af en række korrespondenter, journalister, politikere og eksperter i egyptiske og andre mellemøstlige forhold. Den er udgivet af FTF og LO´s Ulandssekretariat, og er let at overskue og læse.
"Egypten kan blive et foregangsland i den arabiske verden, der kombinerer en fungerende økonomi på markedsvilkår med respekt for dens egne værdier og menneskerettighederne", skriver FTF’s formand, Bente Sorgenfrey, og LO´s formand, Harald Børsting, i bogen.
Et af de centrale temaer i antologien er, at Egyptens fremtid afhænger af, om landet kan skabe økonomisk vækst og bedre sociale forhold for landets indbyggere. Det kræver et stabilt arbejdsmarked. Det er selv arbejdsgiverne ved at blive enige om, lyder det i bogen. Så længe, der er uro på arbejdsmarkedet, bliver det fx sværere at få udenlandske virksomheder til at investere i landet.

Historierne, der ikke blev fortalt
Medierne dækkede i høj grad de blodige sider af opgøret på Tahrir-pladsen. Dækningen koncentrerede sig også ofte om de sociale mediers rolle i at samle masserne og ikke mindst; at lukke den internationale verden helt ind i stuerne hos oprørere og andre tæt på begivenheden. Men som ved mange andre opgør, gik der noget forud for revolutionen.
En af hovedpersonerne i antologien er Widah Demerdash. En syerske og mor til fire. Hun var med til at starte en strejke for bedre løn i 2006, selvom strejker var og er ulovlige i Egypten. Widah Demerdash og de andre textilmedarbejdere fik overraskende deres krav igennem, skriver blandt andre journalisten Eva Plesner i sit bidrag til antologien.

Strejkerne bredte sig derfor til andre sektorer på trods af trusler fra styret. Siden 1957 har regimet i Egypten haft indirekte monopol på organiseringen af arbejdsmarkedet. Officielt har Den Egyptiske Landsorganisation (ETUF) organiseret alle faggrupper, selvom organisationen reelt altid har været på styrets side. Den har derfor nægtet arbejderne at strejke eller på anden måde at kritisere forholdene på arbejdsmarkedet.
En vigtig effekt af arbejdernes protester i 2006 var, at strejkelederne brugte deres sejre til at gøre op med den statsejede landsorganisation. De krævede en fri fagbevægelse for at forbedre de sociale og økonomiske forhold i landet. Strejkerne og opgøret førte til en række voldelige sammenstød mellem arbejdere og politi, som fik vreden til at vokse i befolkningen. Modstanden mod styret blev større.
Mange mener derfor i dag, at det var udsigten til en langvarig generalstrejke, der fik Det Øverste Militære Råd til at tvinge den daværende præsident Hosni Mubarak til at gå af. Det var altså arbejdernes modstand, der startede opgøret mod de diktatoriske forhold.