Fagbevægelsens Hovedorganisation byder pressen velkommen til den ekstraordinære kongres den 7. september i K.B. Hallen. Der er adgang fra klokken 11.45.

Det fulde program offentliggøres på et senere tidspunkt.

Af planlægningsmæssige årsager skal medlemmer af pressen, der ønsker adgang til kongressen, tilmelde sig ved at sende en mail til presse@fho.dk med navn på de ønskede deltagere senest tirsdag den 5. september.

På grund af krav fra brandmyndighederne skal alle tilstedeværende i K.B. Hallen være registrerede.

Der er indgang for pressen gennem hovedindgangen, hvor registrering foregår, og hvor der udleveres et identifikationsskilt.

Det er kun delegerede, der har adgang til selve kongressalen, dog kan fotografer få adgang i en begrænset periode og kun efter aftale med en af FH’s pressekonsulenter på stedet.

FH samarbejder med et produktionsfirma om den ekstraordinære kongres, og medier kan få adgang til live-signalet fra videokameraerne i salen. Hvis man ønsker adgang til live-signalet fra salen, skal man kontakte FH’s presse på enten presse@fho.dk eller telefon 26 11 97 10.

Der stilles et lokale til rådighed for pressen, hvor der er en storskærm med live-signalet fra kongressalen, ligesom der er adgang til en balkon i selve salen, som kongressen kan overværes fra. I lokalet er derudover internet, strøm samt en let forplejning.

Det vil være muligt at interviewe den nye formand og andre efter valghandlingen, hvor der vil blive åbnet for adgang til kongressalen.

I tilfælde af spørgsmål er man meget velkommen til at kontakte FH’s presse på enten presse@fho.dk eller telefon 26 11 97 10.

Hvor og hvornår

Hvor og hvornår

Den ekstraordinære kongres afholdes:

Torsdag 7. september kl. 13-15

K.B. Hallen,
Peter Bangs Vej 147,
2000 Frederiksberg.

Kongressen streames live på fho.dk kl. 13-15

Den ekstraordinære kongres indkaldes på baggrund af Lizette Risgaards afgang med henblik på at vælge en ny formand for hovedorganisationen.

Kontakt:

Fagbevægelsens Hovedorganisation
E-mail: kongres@fho.dk
Telefon: +4535246000

FH’s næste ordinære kongres finder sted i efteråret 2026.