Faktaark om Dansk Økonomi, Forår 2026, kapitel 3
Kapitlet Markedsmagt, løn og beskæftigelse i Det Økonomiske Råds seneste rapport viser, at stærke fagforeninger og overenskomster ikke kun gavner lønmodtagerne gennem højere løn. De bidrager også til højere beskæftigelse, højere produktivitet og et rigere Danmark.
Hovedkonklusioner
- Når virksomheder har en dominerende position på arbejdsmarkedet, vil de presse lønnen ned. Det fører til færre ansatte, end hvad der er bedst for samfundet.
- Stærke overenskomstbærende fagforeninger øger både løn og beskæftigelse ved at modvirke virksomhedernes lønpres.
- Når lønnen forhandles op og tættere på det samfundsøkonomisk rigtige niveau, øges beskæftigelsen og produktiviteten, hvilket gør Danmark rigere.
- Den faldende organisering blandt overenskomstbærende fagforeninger kan have svækket lønmodtagernes forhandlingsposition.
- Det er organiseringsgraden i de overenskomstbærende fagforeninger, der styrker lønmodtagernes forhandlingsmagt – i modsætning til de såkaldte ”gule” fagforeninger, der ikke har overenskomster.
- Der er et fagøkonomisk argument for skattefradrag for medlemskontingenter til overenskomstbærende fagforeninger.
Virksomheder med markedsmagt presser lønnen ned
Når virksomheder har en dominerende position på arbejdsmarkedet, presser de lønnen ned, så den bliver lavere, end hvad der er bedst for samfundsøkonomien.
Rapporten måler markedsmagten ved, om en stor del af en faggruppe i et lokalområde er ansat i få virksomheder. Det afspejler, hvor gode muligheder lønmodtagerne reelt har for at skifte job, når de er begrænset af geografi eller kompetencer.
Virksomhedernes markedsmagt har været omtrent uændret i perioden 2000-2021.
Til gengæld er lønmodtagernes organiseringsgrad faldet. Det betyder, at lønmodtagernes modvægt til virksomhedernes markedsmagt er blevet svagere.
Overenskomstbærende fagforeninger gør forskellen
Det er især de overenskomstbærende fagforeninger, der styrker lønmodtagernes forhandlingsposition, fordi de kan indgå overenskomster og forhandle kollektivt med arbejdsgiverne.
De såkaldte ”gule” fagforeninger har ikke overenskomster og spiller derfor ikke samme rolle i at skabe balance mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.
Den danske aftalemodel bygger på, at lønmodtagerne står sammen og forhandler kollektivt. Fagforeninger er på den måde med til at sikre en sund balance på arbejdsmarkedet – ligesom konkurrenceregler skal forhindre, at virksomheder får for stor markedsmagt.
Når færre lønmodtagere er medlem af overenskomstbærende fagforeninger, bliver lønmodtagernes fælles forhandlingsposition svagere. Det er særligt problematisk i virksomheder med stor markedsmagt, hvor behovet for en stærk modvægt er størst.
Stærke fagforeninger øger både løn, beskæftigelse og gør Danmark rigere
Stærke overenskomstbærende fagforeninger modvirker virksomhedernes lønpres gennem kollektive overenskomster og lokale lønforhandlinger. Når fagforeningerne løfter lønnen i de virksomheder, hvor den er presset ned, bringes lønnen tættere på det niveau, der er bedst for samfundsøkonomien.
Rapporten viser, at lønmodtagernes forhandlingsstyrke gennem fagforeninger har løftet lønniveauet med knap 6 procent i industrivirksomheder i gennemsnit i perioden 2000-2021. Effekten er endnu større i de største industrivirksomheder.
Øget organisering vil styrke lønmodtagernes forhandlingsposition
Rapporten viser, at når organiseringsgraden i en virksomhed stiger, stiger timelønnen også.
Det kan samtidig styrke beskæftigelsen. For når lønnen løftes, søger lønmodtagerne hen i de mest produktive virksomheder, som kan betale den højere løn. Den dynamik kan øge både beskæftigelsen, produktionen og velstanden.
Rapporten viser også, at en højere organiseringsgrad øger beskæftigelsen i virksomheder med stor markedsmagt – både målt på arbejdstimer og antal ansatte.
Et højere skattefradrag kan styrke organiseringen
Over tid er skatteværdien af fradraget for fagforeningskontingent blevet reduceret. Den var tidligere omkring 45 procent, faldt til 33 procent i 2011 og ligger omkring 25 procent i dag. Det har øget den reelle pris på fagforeningsmedlemskab.
Rapporten viser, at prisen på medlemskab har betydning for organiseringen. En stigning i prisen på fagforeningskontingent på 1.000 kr. sænker organiseringsgraden med godt 8 procent.
Derfor er der et fagøkonomisk argument for at styrke fradraget for kontingent til overenskomstbærende fagforeninger.
En illustrativ beregning på baggrund af rapportens analyser viser, at hvis fradragsværdien hæves tilbage til 33 procent, skønnes det at øge organiseringsgraden med knap 4 procent. Den øgede organisering skønnes at løfte timelønnen med ca. 2½ procent og øger både arbejdstimer og antal ansatte med ca. 4 procent i virksomheder med stor markedsmagt.