2. november udkommer jubilæumsudgaven af Arbejdersangbogen. Det er nemlig 100 år, siden den første sangbog blev udgivet af AOF. Men hvordan ser en Arbejdersangbog ud i 2026?
”Der er klassiske arbejdersange, som er en helt naturlig del af Arbejdersangbogen. Og altid vil være det. Men i den nye udgave har vi optaget flere nutidige kunstnere, som har noget på hjerte. Om det enkelte menneske, det danske samfund og verden. Med dem cementerer vi, at Arbejdersangbogen stadig er arbejderbevægelsens kulturelle omdrejningspunkt,” fortæller John Meinert Jacobsen, direktør i AOF og chefredaktør på Arbejdersangbogen.
Det er langt fra tilfældigt, hvilke sange der har fået en plads i den nye udgave af Arbejdersangbogen. AOF har nedsat et redaktionsudvalg, indhentet sangforslag fra baglandet og medlemsorganisationer og testet flere af de nye sange til fællessang.
Ny Arbejdersangbog – nye aktuelle temaer
Med nye sange kommer også nye temaer, som ikke tidligere har været fremtrædende i Arbejdersangbogen. Blandt andet synger Emma Sehested Høeg om identitet og ensomhed i sangen ”Øjeblik”, Andreas Odbjerg synger om kontrasten mellem arbejdslivet og hjemmet i ”Hjem fra fabrikken”, mens Aphaca synger om at skabe en anden og bedre jord i ”Et sted hvor vi de første”.
”Arbejdersangbogen er anderledes end de andre store på markedet. Hvor Højskolesangbogen har nationalromantiske rødder, og Salmebogen har et tydeligt religiøst præg, bygger Arbejdersangbogen på international solidaritet. Sangene heri vil forandre og samle,” siger John Meinert Jacobsen og fortsætter:
”Jubilæumsudgaven rummer selvfølgelig fortsat klassikere som Oskar Hansens ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og Nordahl Griegs ”Kringsatt av fiender”. De er en del af kulturarven. Men fag- og arbejderbevægelsen er noget andet i dag, end den var i 1926. Det stiller nye krav til, hvad en Arbejdersangbog kan og skal indeholde.”
AOF fejrer 100-året for Arbejdersangbogen med over 100 sangarrangementer rundt om i landet hele 2026 og en ny hjemmeside, som lanceres 2. november. Som noget nyt vil det fra 2. november også være muligt for privatpersoner at købe jubilæumsudgaven hos udvalgte forhandlere.
Et udpluk af de 87 nye sange:
• Hjem fra fabrikken – Andreas Odbjerg
• Et sted hvor vi de første – Aphaca
• De store fremskridt kommer af de små – Annika Aakjær
• Hvorfor så almindelig – Signe Svendsen
• De græder i Jylland – Steffen Brandt
• Øjeblik – Emma Sehested Høeg
• Frit land – Carl Emil Petersen
• Jeg kommer hjem – Juncker
• Godnat lille land – Soleima
• Manden på gulvet – Jacob Aksglæde
