Europa fejrede søndag d. 8. marts kvindernes internationale kampdag for over hundrede gang. Europa-Kommissionen markerede dagen på forskud og fremlagde den nye femårige strategi for ligestilling mellem kønnene. Her er der bl.a. fokus på kvinders sikkerhed, sundhed og synlighed, men også på digitaliseringens rolle ift. ligestilling.
”Vi skal kæmpe for et friere og mere lige Europa, hvor mænd og kvinder har lige muligheder. Det kan en EU-strategi også være med til at gøre.”, siger Flemming H. Grønsund
Strategien for lige løn og pension
Kommissionen fremlagde få dage før kampdagen en strategi for ligestilling mellem kønnene. Der er i EU stadig mange områder, hvor mænd og kvinder ikke er lige.
Kvinder i EU tjener f.eks. stadig 12 pct. mindre i timen end mænd, i gennemsnit. Derfor vil Kommissionen fortsætte sin støtte til medlemsstaternes implementering af løngennemsigtighedsdirektivet, der blev vedtaget i 2023. Dette mener Kommissionen er en afgørende faktor for at få lukket hullet mellem kvinder og mænds løngennemsnit. Direktivet går bl.a. ud på at kræve, at virksomheder rapporterer om gennemsnitlige lønforskelle mellem mænd og kvinder. Hvis lønforskellen i gennemsnit ligger på mere end 5 pct. skal virksomheden foretage korrigerende handling.
Også på pensionsområdet er der store forskelle mellem kønnene. EU’s gennemsnitlige pensionsgab er på 25 pct. Der er mange faktorer, der spiller ind i den forskel. Kommissionen sætter sig for at undersøge hvilke årsager og løsninger der er på pensionsgabet, men peger allerede på følgende årsager:
- Kvinders gennemsnitligt lavere løn
- Kvinders større tilbøjelighed til at have haft pauser fra arbejdsmarkedet
- Kvinders gennemsnitligt længere livstid
Det digitale fokus
Flere af målene i Kommissionens nye ligestillingsstrategi indeholder planer på digitale platforme:
- Ny handlingsplan for at tiltrække kvinder til STEM-fagene (videnskab, teknologi, ingeniør og matematik)
- Støtte til implementeringen af EU’s handlingsplan mod cybermobning
- Digital strategi for Kommissionens mål om at engagere mænd og drenge i ligestilling
Kommissionens strategi skal nu drøftes i Europa-Parlamentet og i Rådet før den kan komme ud og arbejde.
De syv mål for strategien
- Kamp mod kønsbaseret vold med fokus på cyber-vold
- Engagere mænd og drenge i kampen for ligestilling
- Sikre høje sundhedsstandarder for begge køn
- Promovere ligestilling på tværs af økonomiske sektorer
- Takle ulige løn og pension
- Støtte kvinders deltagelse i politik
- Promovere ligestilling på globalt plan
Læs Europa-Kommissionens Strategi for ligestilling mellem kønnene 2026-2030 her: Gender Equality Strategy 2026-2030 | European Commission
