Efter halvandet års stilstand er diskussionen om et EU-direktiv om Right to Disconnect – retten til at frakoble sig arbejdet – igen kommet på dagsordenen i Bruxelles.
For første gang i mere end 25 år var det tæt på, at arbejdsmarkedets parter på europæisk plan ville udforme bindende EU-lovgivning.
Forhandlingerne faldt dog til jorden, og siden har man ventet på, hvad Kommissionens næste skridt ville blive.
For et år siden indledte EU-Kommissionen en høring blandt parterne, og netop nu er fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer blevet bedt om at forholde sig til centrale spørgsmål:
Skal man forsøge endnu en forhandlet løsning – og i givet fald, skal resultatet være bindende lovgivning eller blot en anbefaling?
Behovet for en løsning presser sig på
Debatten om den såkaldte “altid på”-kultur er kun blevet skærpet af den stigende brug af hjemmearbejde, hvor grænsen mellem arbejds- og fritid ofte udviskes.
I Danmark deltager Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) gennem den europæiske sammenslutning ETUC i arbejdet.
FH arbejder for en model, der både beskytter arbejdstagernes ret til fritid og samtidig bevarer den fleksibilitet, som overenskomsterne giver.




