Den 18. april kom lille Timothy til verden.

Hans mor er blandt de internt fordrevne i Ukraine, og den lille kosak, som moderen kalder ham, vejede 3.065 gram og er sund og rask. Timothy blev født på feriecenteret Orlivschyna i det østlige Ukraine – nogenlunde midtvejs mellem byen Kharkiv og Sortehavet. Moderen Viktoria er flygtet fra Kharkiv under den russiske invasion. ’

Humanitær hjælp fra den danske stat

Viktoria, og nu altså også hendes lille søn, er blandt de over fire tusinde mennesker, som har fået husly på fagbevægelsens ejendomme i Ukraine. Det sker blandt andet med støtte fra Danmark.

I marts udløste Danmark en ekstrabevilling på 100 millioner kroner til humanitær hjælp fra 12 danske civilsamfundsorganisationer, heriblandt Ulandssekretariatet og 3F.

International fagbevægelse, herunder fagbevægelsen i Danmark, støtter Ukraine. Vi ville ønske, at det ikke var nødvendigt og at krigen var slut. Men sådan er det ikke, og derfor må vi være solidariske,

Bente sorgenfrey, næstformand FH og formand ulandssekretariatet

Den ukrainske hovedorganisation FPU (Federation of Trade Unions) har modtaget støtten, som går til at huse internt fordrevne i Ukraine.

FPU driver en række feriecentre og sanatorier rundt om i landet, og ejendommene er blevet indrettet til at modtage flygtninge. Ved en opgørelse i april bor der nu 4.273 flygtninge på feriecentrene. FPU siger selv i en 1. maj udtalelse, at der nu er over 5.000 indlogeret.

Midt i krigen er der lyspunkter. Lilly Timothy kom til verden på et af fagbevægelsens feriecentre, som er støttet af Danmark. Foto: FPU

Ankommer kun med en lille taske

”Mange af flygtningene ankom med blot en lille taske og intet andet,” siger Oleksandr Kondor fra sanatoriet Soniachne Zakarpattya, som ligger tæt på grænsen til Slovakiet og Ungarn, ”Mange kommer fra Østukraine og Kiev,” siger han og oplyser, at flygtningene ud over mad og logi også bliver tilset af læger og krisepsykologer.

Midt i krigens elendighed fremhæver feriecentrene selv, at de netop er indrettet på rekreation, så selv om de er godt fyldt op, kan de måske være med til at lette flygtningenes stress.

”Jeg var så heldig at komme hertil med mine to børn,” fortæller Olga, som er indkvarteret på sanatoriet Lubin Velyky i nærheden af Lviv.

”Jeg havde ikke turdet håbe på så gode forhold. Vi får masser af grøntsager, og personalet er så venligt. Der er smil på mine børns ansigter, selvom alting er meget svært for dem lige nu,” siger hun.

Fagbevægelsen i Ukraine har vist, at en stærk faglig organisation kan rykke lynhurtigt i en krisesituation. Det er imponerende, hvad hovedorganisationen har fået op at stå midt i en krigszone

Bente sorgrenfrey

Tilbage i Orlivschyna feriecenteret kom en lille pige på 3.650 gram til verden to dage efter Timothy. Hendes mor Kateryna er flygtet fra Popasna i Lugansk.

Pigen blev navngivet Viktoria – ”sejr”.

Fakta

Ulandssekretariatet og 3F har mange års erfaring med samarbejde med fagbevægelsen i udviklingslande gennem den danske udviklingsbistand og naboskabsprogrammerne, som varetages af Danida og udenrigsministeriet.

Besøg U-landssekretariatet