En tysk forsker giver et ærligt indblik i, hvad der skete undervejs og hvorfor han forstår vigtigheden af at beskytte den danske model.
Forskellen mellem det danske og det tyske syn på mindsteløn er så stort, at den tyske forsker Thorsten Schulten blev lidt nervøs ved lyden af politisirener under et besøg i Danmark.
– Jeg var inviteret til at holde et oplæg om mindsteløn, og det udviklede sig til en hård debat med argumenter for og imod mindsteløn. Og pludselig blev oplægget afbrudt af lyden af en massiv politiudrykning. Så tænkte jeg, at nu kommer politiet og henter mig, fordi jeg taler om det her. Nej, det var bare for sjov. Det vidste jeg godt, at de ikke gjorde, griner han og bruger anekdoten som en understregning af, at han har et indgående kendskab til den danske model og til fulde forstår argumenterne for beskyttelsen af den i forhold til mindsteløn.
Thorsten Schulten er forsker på WSI (instituttet for
økonomi- og socialforskning) under Hans-Böcklerstiftungen, der er økonomisk
båret af DGB – den tyske pendant til FH. Og derfor var han også med helt fra
den spæde start, hvor ideen om en tysk mindsteløn fødtes. Så den hårde debat om
emnet er på ingen måde ny for ham. For der var også både stærke følelser, frygt
og frustrationer forbundet med den tyske mindsteløn, der ved årsskiftet har
femårs-jubilæum.
Dybt splittet fagbevægelse
Debatten forinden indførelsen af den tyske mindsteløn var næsten uforsonlig
og skabte dyb splittelse i den tyske fagbevægelse, da ideen om den første gang
blev luftet for snart 20 år siden.
– Det var særligt fagforeninger i servicesektoren, der kom op med ideen som de allerførste. Jeg husker tydeligt den meget hårde debat, som jeg også selv var en del af. Den kørte i nogle år, og i 2006 var der en kongres i DGB, hvor der pludselig var et stort flertal for en lovbestemt mindsteløn. De fagforeninger, der repræsenterede de lavtlønnede arbejdstagere, stemte for, mens de fagforeninger, der repræsenterede de højtlønnede – særligt i industrien, stadig var imod, siger Thorsten Schulten og fortsætter:
– Mange syntes, at det var en succeshistorie for den tyske fagbevægelse. Modstanderne stemte også for. Ikke fordi, de kunne lide forslaget, men de kunne ikke komme udenom, at det måske var nødvendigt.
Der var flere faktorer, der havde en indvirkning på den holdningsændring, der førte til kongresbeslutningen. Og de kom alle i kølvandet på genforeningen af Tyskland, der i sidste weekend fejrede 30 års jubilæum. Lige efter murens fald udmøntede glædesrusen sig også i økonomien, men efter festen indtrådte tømmermændene.
Den danske
fagbevægelse forhindrede tyske tilstande
Økonomien gik dårligt, arbejdsløsheden var høj, fagbevægelsen var svag og
neoliberalismen vandt indpas på den politiske scene. Tilhængerne af den
ideologi har ikke meget til overs for hverken fagbevægelse eller
overenskomster. Som alt andet tysk på det tidspunkt, blev den også trendy i
visse danske politiske kredse. Daværende forbundskansler Gerhard Schröder (SPD)
holdt en tale ved topmødet i Davos, hvor han med en utvetydig stolthed i
stemmen brystede sig af, hvordan det var lykkedes Tyskland at skabe en meget
stor sektor af lavlønnet arbejdskraft. Når den samme udvikling ikke fandt sted
i samme omfang i Danmark, skyldes det den danske fagbevægelse.
– Den største forskel mellem den danske fagbevægelse og den tyske, er at den danske model er stærk og at de kollektive forhandlinger virker i Danmark. I Tyskland var de kollektive forhandlinger sat helt ud af kraft i bestemte brancher. Og mens overenskomstdækningen i Danmark er høj, var den det aldrig i Tyskland. I dag er det kun halvdelen alle arbejdstagere i Tyskland, der er dækket af en overenskomst. Der var aldrig et system i Tyskland, der sikrede en høj organisering. I servicesektoren er der mange lavtlønnede job, og de første ”working poor” var allerede kort efter genforeningen begyndt at dukke op, siger Thorsten Schulten.
Politikerne var
imod en mindsteløn
Situationen gjorde, at det faktisk tog den tyske fagbevægelse omkring ti år
at overbevise både arbejdsgivere og politikere om, at mindsteløn var en god
ide. Og den politiske kamp om den forblev lige hård helt op til indførelsen af
den.
– De fleste tyske økonomer var meget imod den og udarbejdede en masse prognoser om, hvordan det ville føre til massiv arbejdsløshed og erodere det tyske arbejdsmarked, siger Thorsten Schulten.
Men det var umiddelbart ikke det, der skete.
– I begyndelsen var det en god løsning. I det tidligere Østtyskland oplevede lavtlønnede lønmodtagere en betydelig stigning i deres løn. Og lønstigningerne påvirkede ikke økonomien i en negativ retning. De førte derimod til et øget forbrug. Der var på det tidspunkt tale om et generelt opsving, og derfor blev der lavet en masse undersøgelser af, om lønstigningerne ville være kommet alligevel uden indførelsen af en mindsteløn, og det ville de ikke. Lønstigningen var virkelig høj fra det ene år til det andet. Så det var en succeshistorie, siger Schulten.
Mindstelønnen er
alt for lav
Lønstigningerne voksede dog ikke ind i himlen, og i dag er mindstelønnen i
Tyskland på 9,19 euro.
– Den er alt for lav. Det er den selvfølgelig sammenlignet med det danske lønniveau, men den er også lav sammenlignet med de øvrige lande, der har en lovbestemt mindsteløn. Den tyske fagbevægelsen vil gerne have den hævet til 12 euro. I Belgien er den på 10 euro, og den belgiske fagbevægelse vil have den hævet til 14 euro. Den ønsker både en stigning i mindstelønnen og en lønstigning i overenskomsterne, fortæller Thorsten Schulten.
I Tyskland handler debatten om, hvordan mindstelønnen kan hæves, og i øvrigt også, hvem der ansvarlig for at gøre det. Mindstelønnen fastsættes i et udvalg bestående af arbejdsmarkedets parter, som politikerne derefter uden videre forvandler til lovgivning.
– Systemet er ikke særlig godt, fordi det er svært at blive enige om at hæve mindstelønnen. Så nu er der nogen, der gerne vil lægge ansvaret mere over på politikerne, siger Schulten.
Isninger ned langs
rygraden
Den slags udløser helt naturligt isninger ned langs rygraden på et dansk
arbejdsmarked. Ligesom det også gjorde, da Kommissionsformand Ursula von Der
Leyen gjorde det klart, at Kommissionen i løbet af sine første 100 dage ville
barsle med et forslag om en mindsteløn, som alle kan leve af. Den kommende
Kommissær for job Nicolas Schmit har forsikret, at formålet med forslaget er at
sikre alle EU-borgere en anstændig løn, som det er muligt at leve af. Og at
denne mindsteløn kan fastlægges ved lov eller gennem overenskomstforhandlinger
alt efter, hvad medlemslandene har tradition for.
– I Tyskland er der ingen tegn på svækkelse af fagbevægelsen eller overenskomstforhandlingerne. I et tysk perspektiv er der ingen modsætning mellem kollektive forhandlinger og mindsteløn. Vi diskuterer rigtig meget, hvordan vi kan styrke de kollektive forhandlinger og øge overenskomstdækningen. I de lavtlønnede brancher gavnede mindstelønnen faktisk de kollektive forhandlinger. Den tyske fagbevægelse ønsker både en stigning i mindstelønnen og en højere overenskomstdækning, siger Thorsten Schulten og understreger, at han har fuld forståelse for det danske synspunkt.
I Danmark mener både DA og FH, at den kollektive aftalemodels styrke er, at arbejdsmarkedets parter sammen tager ejerskab over de regler, de sammen aftaler sig frem til, og samtidig selv sikrer, at reglerne bliver overholdt ude på arbejdspladserne. I et fælles debatindlæg i foråret gjorde arbejdsmarkedets parter det klart, at det lige præcis er de to grundpiller i den danske model, som udlandet misunder Danmark.
Det gør udlandet, fordi nogle af de øvrige medlemslande, der har haft gode modeller som den danske, har erfaret, at åbningen for politisk indblanding på enkelte områder har grebet om sig og dermed svækket modellerne.
– Hvis jeg boede i Danmark, ville jeg også sige, at der ikke er behov for en lovbestemt mindsteløn i Danmark. Den danske model fungerer, og jeg har fuld forståelse for den danske fagbevægelse. Det er ikke en god løsning for alle lande. Men når det kommer til mindsteløn i EU-regi, forstår jeg ikke rigtig den danske modstand. Danmark kan efter min mening sagtens have en lidt mere afslappet tilgang til den, for der er ikke tale om en harmonisering. Jeg kan ikke se, at en europæisk mindsteløn kan være en trussel mod den danske model, siger han og forsætter:
Vil til enhver tid
forsvare den danske model
– En europæisk mindsteløn vil være en god løsning for mange andre medlemslande,
som de nordiske fagbevægelser sagtens kan støtte op om uden at svække sig selv.
Der er også stor forskel på lønningerne i Danmark, og en europæisk mindsteløn
kunne støtte op om overenskomstforhandlingerne i nogle af de brancher, hvor
lønnen er meget lav. Den danske model er unik og den har en lang historie. Jeg
ville til enhver tid også forsvare den model. Og jeg har ikke sinde at ændre
den danske holdning til en europæisk mindsteløn. Jeg forstår bare ikke jeres
modstand mod det, siger Schulten og uddyber:
– Der er et stort løngab mellem danske lønninger og tyske lønninger, og der er arbejdsgivere, som udnytter det på en dårlig måde. Den tyske mindsteløn har gjort det vanskeligere at konkurrere på den lønforskel, og det kan da kun være et skridt i den rigtige retning, som jeg ser det, siger Thorsten Schulten.