? Der er nu for alvor taget hul på første del af trepartsdrøftelserne, der handler om, hvordan integrationsindsatsen i kommunerne bliver mere effektiv og jobrettet, siger Lizette Risgaard om delaftalen, der i dag er indgået mellem regeringen, KL, DA og LO.
? Målet er, at flere flygtninge bliver en del af arbejdsfællesskabet, og for at det kan ske, skal kommunernes integrationsindsats være hurtigere og i langt højere grad end i dag tage udgangspunkt i den enkelte flygtnings potentialer. Og så skal der være en meget tættere kontakt mellem kommuner og virksomheder, siger Lizette Risgaard.
? Samtidig er det afgørende for LO, at en styrket indsats for flygtninge sker i balance med alle de andre personer, som mangler et ståsted på arbejdsmarkedet. Derfor er jeg meget tilfreds med, at den ambition også klart fremgår af delaftalen.
LO har især hæftet sig ved fire elementer, som vil gøre en forskel i forhold til indsatsen i dag.
For det første vil der ske en bedre og mere ensartet screening af flygtningenes uformelle og formelle kompetencer.
For det andet skal mulighederne for at komme i beskæftigelse fremover være et centralt hensyn, når flygtningene skal placeres i kommunerne.
For det tredje er der fokus på at sikre høj kvalitet i danskundervisningen, så det giver flygtningene det bedste grundlag for at blive fuldt og helt integreret i det danske samfund.
For det fjerde lægger delaftalen op til en styrkelse af den virksomhedsrettede indsats ? blandt andet med fokus på brancherettede forløb, som er noget af det, der for alvor virker.
? Det er et godt afsæt for de videre drøftelser, som vi nu går i gang med. De to næste delaftaler vil omhandle: Bedre rammer for virksomhederne til at ansætte flygtninge og en enklere og mere fleksibel virksomhedsrettet indsats.
? Med delaftalen i dag har vi øget sandsynligheden for, at vi kan nå frem til en samlet trepartsaftale, som alle parter kan støtte op om. Vi skal have flere flygtninge til at blive selvforsørgende, uden at det sker på bekostning af de ledige, der allerede i dag står og mangler et arbejde eller en uddannelse, siger Lizette Risgaard.
Kontakt: Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 23 38 42 14.