Den ekstraordinære flygtningekrise i og omkring Syrien kræver mere nødhjælp. Både i Syrien, men også i nærområderne, er midlerne for få og rækker ikke til flygtningenes akutte behov for mad, ly og lægehjælp.
Derfor går FTF-prisen på 100.000 kroner i år til de 12 nødhjælpsorganisationers indsamling på DR og TV2 i dag søndag den 20. september:
"Indsamlingen falder unægtelig på et tørt sted. Det er derfor vores håb, at pengene kan bidrage til mere, bedre og hårdt tiltrængt nødhjælp til flygtningene fra den syriske borgerkrig", siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte.
I øjeblikket er der ca. 4 mio. flygtninge i nærområderne, mens der er omkring 7,5 mio. internt fordrevne i Syrien. De 12 nødhjælpsorganisationer bag landsindsamlingen arbejder hver med forskellige projekter i og omkring Syrien, og pengene fra indsamlingen bliver fordelt mellem de 12 projekter.
FTF-prisen uddeles til organisationer eller personer, som har ydet en særlig indsats inden for FTF’s interesseområder. Prisen er tidligere tildelt bl.a. Rasmus Willig, lektor ved Roskilde Universitet, Annie Geron fra PSILink og Rådet for Socialt Udsatte samt Hus Forbi.