De seneste tre dage har hele den nordiske fagbevægelse, NFS, været samlet til kongres i Køge. Under temaet "Norden – verdens mest konkurrencedygtige og bæredygtige region" har vi sammen drøftet Nordens fremtid og de udfordringer, vi står over for.
OECD vicegeneralsekretær Mari Kiviniemi fremhævede på kongressens første dag, at Nordens konkurrencemæssige fordel er det tætte samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter kombineret med vores stærke sociale sikkerhedsnet.
Den ros har vi god grund til at stolte af. Men det må ikke blive en sovepude, for selvom de nordiske lande har mange fælles succeser, står vi i mange henseender også over for mange af de samme udfordringer. Vi har blandt andet alle en stigende befolkningsalder, et øget pres på de offentlige kasser og et, især, europæisk pres på vores kollektive aftalemodeller. De udfordringer skal vi søge at løse i fællesskab.
Specifikt har vi her i Danmark i forbindelse med det danske formandskab for Nordisk Ministerråd fokuseret på 15 såkaldte grænsehindringer. I forbindelse med Kongressen har formændene i NFS-organisationerne så lavet en fælles udtalelse, hvori vi opfordrer de nordiske regeringer, arbejdsgivere, Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd til at indgå i trepartsdialog med henblik på at udvikle vores fælles nordiske arbejdsmarked.
Helt i tråd med et af de forslag, som dansk fagbevægelse fik indarbejdet i de 15 prioriterede grænsehindringsområder.
Den udmelding bakkede generalsekretær i Nordisk Ministerråd Dagfinn Høybråten op om på kongressens afsluttende dag.
Den europæiske fagbevægelse har brug for os
Den kommende generalsekretær for den europæiske fagbevægelse, Luca Visentini, holdt torsdag eftermiddag et oplæg, som jeg mener, der er grund til at fremhæve.
Han roste den nordiske fagbevægelses succes med vores kollektive aftalemodel, men opfordrede os samtidig til ikke at lukke os sammen om os selv og vores aftalemodel. De sydeuropæiske fagorganisationer har brug os, sagde Luca Visentini.
Den opfordring skal vi tage imod. Vi møder selv stor forståelse for vores aftalemodel blandt vores sydeuropæiske kolleger, og selvom vi ikke skal have lovfastsat mindsteløn, medmindre vi ønsker det, skal vi gengælde forståelsen for dem, der har brug for at få hævet deres lønninger.
Her skal vi i den nordiske fagbevægelse kunne gå på to ben, hvor vi på den ene side kæmper for at bevare og udvikle vores nordiske model. Men samtidig skal vi også støtte og hjælpe vores europæiske kolleger med at skabe bedre vilkår i deres lande. De to ting udelukker ikke hinanden.
Alt i alt har de tre dages NFS-kongres givet et større fælles fokus på de udfordringer, vi står overfor i Norden. Men vi er også blevet inspireret til at komme med fælles løsningsforslag på de udfordringer.
Så fremtiden ser lys ud for en stærk og samlet nordisk fagbevægelse. Som nuværende NFS-formand glæder det mig, at vi i Norden forstår at samarbejde men også er konstruktive i vores tilgang til de europæiske og globale udfordringer for lønmodtagerne.
Nu tager vi fat og ser frem mod den næste kongres, hvor vi samles igen.