Om mødet i Arbejdsretten siger LO?s juridiske chef, Leo Lybæk Hansen:
– LO var i Arbejdsretten på vegne af de fem LO-forbund, som Ryanair havde indklaget. Ryanair bad i Arbejdsretten om, at LO på vegne af forbundene anerkendte, at begivenhederne i går i Kastrup Lufthavn var ulovlige.
– LO tager klart afstand fra ulovligheder af enhver art, rettet mod Ryanair. Vi opfordrer medlemmerne af LO?s forbund til at spille efter de regler, som gælder på det danske arbejdsmarked. Det har LO gjort gennem hele forløbet og det fortsætter vi med at gøre.
– LO tilkendegav over for Arbejdsretten, at de fem forbund, som Ryanair havde indklaget, vil pålægge deres medlemmer ikke at iværksætte kollektive kampskridt, før Arbejdsretten har taget stilling til, om hovedkonflikten mellem Serviceforbundet og Ryanair er lovlig. Hvis den er det, kan LO-fagbevægelsen eventuelt iværksætte sympatikonflikter fra fem dage efter Arbejdsrettens afgørelse.
– LO har ikke kendskab til, hvad der konkret er sket i Kastrup Lufthavn og kan derfor ikke forholde sig til anklagerne fra Ryanair.
Arbejdsretten traf ingen afgørelse, men gav LO en uges betænkningstid til at forholde sig til anklagerne. Det arbejde tager vi nu fat på og drøfter med Arbejdsretten, når vi mødes den 26. marts 2015.
Næste torsdag skal Arbejdsretten også behandle sagen om hovedkonfliktens lovlighed på et forberede retsmøde. Sagen behandles som en hastesag.
Se faktaark (pdf)
Se tidslinje og miniordbog (pdf)
Kontakt: Kommunikationschef Kenneth Thue Nielsen, tlf. 21 59 33 87.