Foregangsland. Det er et af de ord, mange af os med stolthed i stemmen bruger om Ligestillings-Danmark: Vi har jo en kvindelig statsminister. Vi har fri abort. Vi har gode børnehaver. Danske kvinder kan få børn uden at vinke farvel til arbejdsmarkedet og en karriere. Og kvinderne uddanner sig i en grad, at det nærmest er synd for mændene, synes nogle.
Danmark er på mange måder førende og forbilledlig. Men netop derfor er det mærkeligt, at dansk lovgivning om ligestilling i høj grad er kopi-varer fra EU.
Fortællingen om forgangslandet står i kontrast til et fravær af egen national ligestillingspolitik: I de seneste mange årtier har Danmark passivt set til, mens vores ligestillingspolitik er blevet formuleret af  EU. Og spæde forsøg på at slå en dansk tone an har enten tilbagerullet politikken eller er faldet for åbent tæppe. Ligestillings-løfternes snublen på vejen fra det sorte tårn til Slotsholmen er blot det seneste kapitel i historien.
Men nu står vi sandsynligvis over for et nybrud i dansk ligestillingspolitik.
Folketinget er på vej med et forslag til en ny lov om såkaldte kønsopdelte lønstatistikker. Forslaget skal skabe mere åbenhed om mænd og kvinders løn på de danske arbejdspladser. Ledelsen på danske arbejdspladser skal ifølge lovforslaget fremover forpligtes til at fremlægge forskellen i mænd og kvinders løn. Hermed står det klinkende klart om mænd og kvinder, der udfører det samme arbejde, får samme løn.
Hvorvidt den nye lov er den berømte undtagelse. Eller startskuddet til en ny aktiv ligestillingspolitik. Det kan man kun gisne om.
Men lovforslaget skiller sig i hvert fald ud. På den gode måde.
Stilstand og retræte
Det er 8 år siden, den danske ligelønslov sidst blev ændret for alvor. Dengang blev loven ændret til det værre: Færre medarbejdere og færre virksomheder blev omfattet af reglerne om at skulle lave ligeløns-statistik. Lønforskellene blev i højere grad mørklagt.
Det lovforslag, som Folketinget skal tage stilling til i 2014 svarer stort set til et lovforslag, som Folketinget vedtog under Nyrup-regeringen i 2001, men som aldrig nåede at træde i kraft. Fogh kom til magten og valgte altså mørklægningen, frem for kortlægningen af lønforskellene.
Og tag fx et andet vigtigt ligestillingsområde: Barsel.
I efteråret gav regeringen gav dødsstødet til en tiltrængt modernisering af loven. For alle, der kender barselloven – eller har sat sig for at prøve at forstå den –  er det åbenlyst, at paragrafferne godt kunne trænge til at blive bragt up-to-date og forenklet.
Godt nok tog man skridtet ind i nogenlunde moderne tid, da man sidste år ligestillede lesbiske forældre med andre forældre i barselloven. Men bortset fra det, er barselloven ikke grundlæggende blevet ændret siden 2002. Og dengang var det – set med ligestillingsbriller – også til det værre.
Orloven blev principielt forlænget, men forlængelsen fastholdt de facto mor længere i hjemmet. Fars fire orlovs-uger blev reduceret til to.
Dermed skruede man fædres orlovsrettigheder tilbage til de rettigheder, som loven fra 1984 gav ham. Resultatet er altså, at fædre i dag står tilbage med de rettigheder, de fik for 30 år siden.
Fremmarchen i ligestillingspolitikken er derimod i høj grad orkestreret af EU.
Presset til ligeløn
Lige fra sin undfangelse har EU haft ligeløn på dagsordnen. Ligelønsdirektivet fra 1975 stadfæstede ikke alene, at ligeløn var et spørgsmål om, at mænd og kvinder skulle have lige løn for lige arbejde. Det præciserede også, at de skulle have lige løn for ”arbejde af samme værdi”.
Ligelønsdirektivet lagde pres på Danmark for at få vedtaget Ligelønsloven i 1976. I årtier havde vi ellers modsat os, men nu var der ingen vej udenom. Og så alligevel: Danmark mente kun, at kvinder og mænd kun skulle have krav på akkurat samme arbejde.
Der gik flere år. Og Danmark blev dømt for brud på bestemmelserne, før regeringen i 1986 så sig nødsaget til at ændre ligelønsloven og inkludere retten til lige løn for arbejde af samme værdi. Men bestemmelsen lever fortsat tilværelsen som et hittebarn. Vi har ingen definition af”arbejde af samme værdi”.
Nøglebegreber er kopivarer
Med Amsterdam-traktaten i 1997 blev princippet om ”kønsmainstreaming” en  fast del af EU-medlemsskabet. Kønsmainstreaming er, hvad Ligestillingsministeriet i dag kalder et nøglebegreb i dansk ligestillingspolitik: Mainstreaming er en metode til at vurdere, om offentlig planlægning og økonomi tager højde for begge køn.
Men dette ”nøglebegreb” i dansk ligestillingspolitik, kønsmainstreaming, er ikke en dansk opfindelse. Kønsmainstreaming blev først en del af dansk ligestillingspolitik med Ligestillingsloven i 2000. Igen som konsekvens af EU-politik.
Og fortællingen om EU som ligestillingsmotor fortsætter.
EU-Domstolen var i 1990’erne en drivkraft for at få fastslået kvinders rettigheder i forbindelse med graviditet og barsel. Og  med forældreorlovsdirektivet fra 2010 blev fædre også sikret egen individuel ret til en måneds fravær. Ligesom fædre også blev beskyttet imod diskrimination ifm. forældreskab og orlov.
Siden har Rådsresolutioner og udmeldinger fra Kommissionen talt for bindende regler om betalt fædreorlov. Indtil videre uden at det har fundet vej ind i direktiverne.
MEN: Set i lyset af fædrebarslens skæbne i Danmark, er vi nogle, der – lært af historien – begynder at spejde mod EU.
Fædrebarsel: Berliner Style
Vi kan i hvert fald konstatere, at flere europæiske lande giver fædre flere ugers betalt orlov, end Danmark gør:  Foruden Norden giver lande som Spanien, Litauen og Slovenien også fædrene flere ugers individuel orlov med betaling end Danmark gør.
Portugal og Tyskland har indført nogle andre modeller, der – via lovgivning – tilskynder familierne til at dele orloven mere ligeligt: Familier, der deler orloven, får simpelthen MERE orlov. Hvis en portugisisk far tager minimum 30 dages orlov, udløses 30 dages ekstra orlov til familien. Og tilsvarende i Tyskland: Hvis både mor og far tager minimum to måneders orlov, forlænges orloven fra 12 til 14 måneder.
Og udviklingen i netop Tyskland er værd at holde øje med. Tyskland dannede sidste år en koalitions- regering bestående af kristendemokraterne og Socialdemokraterne. I deres regeringsgrundlag har ligestilling fået sit eget afsnit: Mere åbenhed om løn, kvoter for kvinder i virksomhedsbestyrelserne og reform af barsellovgivningen. Det er rent deja-vu fra det danske regeringsgrundlag fra 2011.
Tyskland ER dog allerede begyndt at indfri sine ambitioner.
Mod til at gå ligestillings-solo
Danmark bliver altså åndet i nakken på vores ligestillingspolitik. Til tider har det ligefrem haft karakter af puf eller pres fra EU.
Set med vores briller har EU været en nødvendig motor. Uden EU var danske kvinder – og mænd – langt dårligere stillet, når det gælder ligestilling.  Den danske ligestillingspolitik ville være en del paragraffer og kapitler fattigere.
På den anden side er det trist, at drivkraften for dansk ligestillingspolitik i høj grad ikke er eget værk.
Ikke fordi den europæiske politik er forfejlet. Men fordi vi selv kunne finde nogle bedre – egne – løsninger på nogle af vores ligestillings-udfordringer. Det er lovforslaget om kønsopdelt lønstatistik et godt eksempel på.
Lovforslaget er på mange måder skræddersyet danske forhold. Det forpligter virksomheder helt ned til 10 ansatte at lave ligelønsstatistikker. Og netop fordi, vi har så mange små virksomheder i Danmark giver det god mening.
Lovforslaget bygger også på den danske samarbejdsmodel, hvor parterne i fællesskab skal drøfte lønforskellene. Og finde fælles løsninger. Det giver mao. medarbejdere og arbejdsgivere på de danske virksomheder et godt redskab i deres fælles arbejde med at udrydde kønsbestemte lønforskelle.
Og Danmark kunne gå ligestillings-solo på flere områder. Fx kunne vi finde egne danske løsninger på, hvordan vi får blødt op på det kønsopdelte arbejdsmarked. Løsninger, der ville være til glæde for begge køn, arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien.
Og når krudtrøgen har lagt sig, kunne Danmark tage skridtet ind i nutiden og lave en moderne og tidssvarende dansk barsellov. Vi kunne give EU baghjul, kunne vi.
Udfordr din EP-kandidat på ligestilling
Indtil da er EU ikke til at komme udenom. EU har været en stærk motor for den danske ligestillingspolitik – og meget tyder da også på, at også den kommende periode for nyvalgte parlamentarikere og nyudnævnte kommissærer byder på væsentlige ligestillingspolitiske spørgsmål.
Derfor: Til dig, der skal afgive din stemme. Til jer, der skal arrangere debatter. Og til jer, der skal finde på gode spørgsmål at stille til kandidaterne: Spørg ind til øremærket barsel til fædre, til ligeløn og til et europæisk opgør med et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked.
Europæisk politik kan nemlig få stor indflydelse på fremtidens – danske – ligestillingspolitik.
Vi ser frem til debatten.
Kronikken er bragt i Jyllands-Posten den 7. marts 2014.