Det skete fx i 2013, hvor KL lockoutede lærerne. Og det skete senest i 2018, hvor samtlige forhandlinger på det offentlige område brød sammen, og alle forhandlingsområderne for første gange endte i Forligsinstitutionen.
Forligsinstitutionen spiller dermed en anden rolle i offentlige overenskomstforhandlinger, end på det private område, hvor ’Forligsen’ har fået en fast rolle som omdrejningspunkt for forhandlingerne.
Generelt – i forhold til både offentlige og private forhandlinger – har Forligsinstitutionen en række særlige beføjelser:
- har krav på at få oplyst alle strejke- og lockoutvarsler
- kan indkalde parter til forhandlinger, hvis der er udsigt til konflikt
- kan udsætte konflikter, der ellers ville være trådt i kraft
- kan tvinge parterne til at genoptage forhandlinger om bestemte punkter
- kan tvinge parterne til at vidne i arbejdsretten, hvis der er forhold, der trænger til belysning
- kan af egen drift fremsætte mæglingsforslag, der SKAL sendes til afstemning
Forhandlerne kan tvinges til at sidde rigtig mange timer i Forligsinstitutionen. Her bruger de meget tid på at sidde og vente på forligsmanden, der egenhændigt dikterer tidsplanen.
Det kan være med til at fremme en løsning: Når man har siddet i den samme stol i 37 timer i træk, begynder selv modpartens forslag undertiden at lyde rimelige.
