Skattesnyd - skattely - Fagbevægelsens Hovedorganisation

Styrk fællesskabet – stop international skattesnyd!

Den danske statskasse går hvert år glip af omkring 5 mia. kr. i tabte skatteindtægter, fordi virksomheder flytter overskud til skattely.

En stor del (ca. ⅔) af tabet skyldes udnyttelse af skattely inden for EU. Det understreger, at der også inden for EU er et stort problem, som rammer de fleste EU-landes statskasser.

Nye studier viser, at den mest velhavende promille af befolkningen vinder mest ved brugen af skattely. Kampen mod skattesnyd er derfor også en kamp mod stigende ulighed.

Derfor mener FH, at indsatsen mod international skattesnyd skal oprustes såvel nationalt som internationalt.

Sådan skærper vi indsatsen mod skattesnyd

  • De danske skattemyndigheder bør have flere ressourcer til at identificere og bekæmpe skatteunddragelse. Men sagen er, at regeringen lægger op til en besparelse på Skattestyrelsens indsats mod international skattesnyd så langt øjet rækker.
  • Danmark skal arbejde for, at indsatsen oprustes i EU. Oprustningen skal både indeholde et styrket samarbejde mellem nationale skattemyndigheder og bedre rammer til at bekæmpe skattesnyd på tværs af landegrænser.
  • Danmark skal via EU arbejde for en mere hårdfast sanktionspolitik over for skattelylande, der ikke samarbejder om åbenhed og fair beskatning.
  • Danmark skal arbejde for, at flere virksomheder tvinges til at rapportere, hvad de land-for-land har tjent af penge og betalt i skat.
  • Danmark skal støtte og arbejde for en fælles konsolideret selskabsskattebase (CCCTB) i EU, så virksomhederne ikke kan shoppe rundt mellem landene for at spare i skat.
FH ønsker EU arbejder for:

Lønmodtagernes EU

Her kan du se de internationale mærkesager for Fagbevægelsens Hovedorganisation

Ifølge myndighederne snyder nogle af landets virksomheder årligt for 14 milliarder kroner. Regeringen bør omgående ansætte 1.000 flere skattekontrollører – og de vil tjene sig selv hjem igen mange gange