Når en virksomhed bliver ramt af konflikt eller sympatikonflikt, kan det have store økonomiske konsekvenser. Derfor beskriver kritikere nogle gange fagbevægelsens brug af konfliktmidler som “bøllemetoder”, “tvang” eller ligefrem “mafiametoder”.
Den etablerede fagbevægelse under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og de etablerede arbejdsgivere under Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ser anderledes på det.
Hoved- og sympatikonflikt er ikke ulovlige pressionsmidler, men lovlige og anerkendte redskaber i den danske model. De er en del af de spilleregler, som arbejdsmarkedets parter har aftalt og efterlevet gennem mere end 100 år.
Set fra fagbevægelsens perspektiv handler konflikter ikke om at straffe virksomheder, men om at skabe et incitament til at indgå aftaler om løn- og arbejdsvilkår gennem forhandling. Uden mulighed for konflikt ville fagforeningerne have svært ved at sikre lønmodtagernes indflydelse på deres løn- og arbejdsvilkår.
Kritikken opstår ofte, fordi konflikter kan være mærkbare for virksomhederne. Men det er netop formålet med konfliktvåbnet: at give begge parter et incitament til at finde en løsning ved forhandlingsbordet. Derfor betragter tilhængere af den danske model konflikt og sympatikonflikt som legitime redskaber, mens modstandere af den danske model ofte ser dem som unødvendige eller urimelige – og måske derfor begynder at kalde dem bølle- og mafiametoder og på den måde lade folk tro, at det er ulovligheder, der foregår. Men det er det ikke. Det er lovligt.
Historisk set har både arbejdsgivere og lønmodtagere accepteret, at retten til konflikt er prisen for, at arbejdsmarkedets parter selv kan aftale løn- og arbejdsvilkår uden politisk indblanding. Hvis konfliktretten afskaffes eller begrænses væsentligt, vil flere spørgsmål om løn- og arbejdsvilkår i stedet skulle afgøres af politikere, myndigheder eller domstole.