Europa-Kommissionen fremlagde før jul et forslag om en Digital Omnibus.

Omnibussen skal blandt andet forenkle reglerne for virksomheders brug af kunstig intelligens (AI Act), samt de europæiske databeskyttelsesregler (GDPR).

I den forbindelse har EU’s databeskyttelses-organer (EDPB og EDPS) udtalt sig positivt over for det generelle ønske om, at mindske bureaukrati. Men de understreger samtidig, at man med forslaget risikerer at svække borgerne og lønmodtagernes grundlæggende rettigheder.

”I et arbejdsliv med kunstig intelligens og algoritmisk styring er der behov for stærke regler – ikke svagere”, siger FH-næstformand Flemming Grønsund

Din arbejdsgiver analyserer dit helbred

Med forslaget til en Digital Omnibus vil arbejdsgivere i højere grad kunne argumentere for at beholde og behandle persondataoplysninger om deres ansatte. Arbejdsgiveren vil kunne behandle lønmodtageres sundhedsoplysninger, så længe de ikke direkte kan lede tilbage til den enkelte medarbejder.

Dette hindrer ikke, at arbejdsgiveren indirekte kan lede informationen tilbage til den ansatte, hvilket strider mod de nuværende regler. EDPB og EDPS kalder på indskrænkning i dette forslag.

Når det kommer til brug af oplysningerne i AI-systemer, fremhæver de, at forslaget vil medføre, at virksomheder kan bruge oplysninger om sundhed uden at skulle oplyse det. Derved vil arbejdsgivere muligvis træffe beslutninger med baggrund i deres ansattes persondataoplysninger. 

EDPB og EDPS er enige i ønsket om at gøre det nemmere at udvikle AI-systemer inden for EU. Det skal bare ikke være på bekostning af borgernes digitale rettigheder.

Fakta

  • EDPB – European Data Protection Board: Uafhængigt EU-organ, der sikrer en fast anvendelse af GDPR-reglerne og fremmer samarbejde mellem EU’s databeskyttelsesmyndigheder. Det danske datatilsyn sidder med i dette Board.
  • EDPS – European Data Protection Supervisor: Uafhængig EU-myndighed, der fører tilsyn med, at europæiske institutioner respekterer retten til databeskyttelse og privatliv.
  • AI Act: En retsakt for regulering af kunstig intelligens.

De europæiske databeskyttelsesregler sikrer gennemsigtighed ift. opbevaring og behandling af persondataoplysninger. Med den Digitale Omnibus får virksomhederne bl.a. bredere mulighed for at benytte sig af persondataoplysninger i brugen af AI-systemer.

Det betyder, at det bliver mindre gennemskueligt for lønmodtageren, hvilke oplysninger arbejdsgiveren har om dem, og hvordan de bruger dem.

I et arbejdsliv med kunstig intelligens og algoritmisk styring er der behov for stærke regler – ikke svagere

flemming grønsund, fh næstformand

Den Digitale Omnibus giver arbejdsgiveren mulighed for at kræve betaling for eller afvise indsigt i deres arbejde med persondataoplysninger.

I FH mener vi, at uden indsigt i hvordan arbejdsgiverne behandler informationer om deres lønmodtagere, er det svært at opdage fejl og skævheder. Dette kan stille lønmodtageren dårligere.

De kommende måneder venter vi på hvad Europa-Parlamentet og medlemslandene svarer på bekymringerne om forslaget til en Digital Omnibus, når det skal behandles der. I mellemtiden er vi imidlertid tilfredse med, at EU’s databeskyttelses-organer, ligesom FH, er bekymret for de foreslåede ændringer.

Læs mere om EDPB og EDPS fælles udtalelse: EDPB and EDPS support streamlining AI Act implementation but call for stronger safeguards to protect fundamental rights | European Data Protection Board