Kender du den tillidsrepræsentant, der bare udfylder sin rolle ekstraordinært godt?
Om Årets TR
Årets TR er en prisfest, hvor såvel årets TR som årets AMR bliver kåret. Derudover er der også kåringer inden for en række andre kategorier. A4 Medier lover et brag af et show.
Eller arbejder du sammen med en arbejdsmiljørepræsentant, der formår at sikre et trygt og rart arbejdsmiljø på alle områder på din arbejdsplads?
Så er det lige præcis nu, at du skal indstille din superkollega til årets priser.
På hjemmesiden for “Årets TR 2023” kan du nu indsende dine nomineringer til både Årets Tillidsrepræsentant og Årets Arbejdsmiljørepræsentant.
Den spændende kåring finder sted den første november i Cirkusbygningen i København, hvor A4 Medier traditionen tro lover et imponerende show.
Hyld din kollega
At blive anerkendt af sine kollegaer for arbejdet som tillidsrepræsentant har stor betydning. Det udtalte sidste års vindere af Årets TR og Årets AMR 2022, Helle Andreasen og Stig Rud Sandholm Lauritsen, til A4 Medier.
Helle Andreasen, der blev kåret som Årets TR 2022, opfordrer til at nominere ens kollegaer. Det kan nemlig gøre en markant forskel både personligt og på arbejdspladsen:
“I den kommune, jeg arbejder i, har prisen givet mig respekt hos mine samarbejdspartnere: ledere, chefer, direktører og byrådspolitikere.
Det er os, der skal tage de svære samtaler og kampe på en arbejdsplads, så det giver lige lidt oprejsning at blive anerkendt for det arbejde, vi gør,” siger Helle Andreasen til A4 Medier.
A4 medier skriver om de to kategorier:

Årets tillidsrepræsentant
Prisen uddeles til en tillidsrepræsentant, der har taget kampen for kollegerne. Det kan være, at vedkommende har fundet overskud til at drage omsorg for en kollega, der havde særlig brug for hjælp og støtte. Det kan også være, at din tillidsrepræsentant har været særlig skrap til forhandlinger. Eller også har du verdens bedste tillidsrepræsentant, der får hverdagen til at fungere mellem ledelse og kollegerne.
Kilde: A4 Medier

Årets arbejdsmiljørepræsentant
Prisen uddeles til en arbejdsmiljørepræsentant, som har forbedret arbejdsmiljøet. Det kan være, at vedkommende har søsat initiativer mod dårligt arbejdsmiljø. Det kan også være, at din arbejdsmiljørepræsentant altid har tjek på arbejdsmiljøet, så du og dine kolleger altid har det godt.
Kilde: A4 Medier