Under overskriften ’Væk med de useriøse argumenter, Lizette” bliver jeg læst og påskrevet og får blandt andet at vide, at ”jeg taler mod bedre vidende” af Berlingskes lederskribent Thomas Bernt Henriksen den 4/11.
Årsagen er, at jeg i en artikel på forsiden af Business-sektionen har tilladt mig at kritisere DI og DA’s ekstremt vidtgående forslag om, at Danmark skal åbne sluserne for både faglært og ufaglært udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU ved at nedsætte den såkaldte beløbsgrænse.
Arbejdsgiverne og V og K vil sætte beløbsgrænsen ned fra 37.000 kr. til 30.000 kr. om måneden, således at danske arbejdsgivere kan hente både ufaglært og faglært arbejdskraft fra lande uden for EU, hvis de som minimum betaler den månedsløn.
Konkret betyder det, at man kan komme til Danmark og arbejde, hvis man får tilbudt et job med en månedsløn på 23.250 kr. plus feriepenge og 10 pct. arbejdsmarkedspension.
Forslaget bliver støttet ivrigt af Venstre og Konservative på erhvervssiderne, mens de to partier fastholder, at de har en stram udlændingepolitik på indlandssiderne.
Det vil selvfølgelig sætte dansk løn, arbejdsvilkår og danske ledige under pres, at danske arbejdsgivere får mulighed for at hyre ufaglært arbejdskraft i Afrika, Asien, Mellemøsten og Sydamerika, blot de betaler 30.000 kr. om måneden.
Thomas Bernt Henriksen påstår imidlertid, at hvis vi udvider arbejdsmarkedet til milliarder af lønmodtagere i hele verden – og ikke bare EU som i dag – så har det ingen indflydelse på løn og arbejdsvilkår.
Markedsøkonomien virker åbenbart ikke.
Thomas Bernt Henriksen kritiserer også, at jeg fremlægger tal fra AE Rådet, men de tal er enkle og ubestridelige. Der er 1.429.000 danske lønmodtagere, som tjener mere end 30.000 kr. inklusiv pension og feriepenge. 82 procent af de danske faglærte og 58 procent af de ufaglærte tjener mere end 30.000 kr. om måneden.
Hvad er den konkrete konsekvens af at ansætte en ledig fra Afrika eller Asien frem for en ledig fra Danmark? Det er jo helt åbenlyst, at vi ikke får den ledige i Danmark i job. Det er både dyrt for samfundet og dybt skadeligt for den enkelte ledige og dennes familie.
Thomas Bernt henviser til ældre videnskabelige artikler fra 2013 for at finde argumenter for, at en nedsat beløbsgrænse ikke påvirker lønnen, men han kunne have nøjedes med at læse de økonomiske vismænds rapport fra foråret 2017, hvor der bl.a. står, at ”analyser tyder på, at en stigning i andelen af indvandrere på arbejdsmarkedet svækker beskæftigelsesmulighederne for navnlig ufaglærte, men også for faglærte arbejdere på kort sigt.”
Erhvervstænketanken Axcelfuture, der vanskeligt kan beskyldes for at være rød lejesvend, udgav året efter i 2018 en rapport om udenlandsk arbejdskraft, hvoraf en lignende konklusion fremgår: ”Tilstrømning af lavtuddannet udenlandsk arbejdskraft kan ifølge forskningen således have en negativ effekt på lønnen for lavtuddannede danskere.”
Lige nu kan vi glæde os over, at antallet af langtidsledige fra april til august er faldet med 8.000 fuldtidsstillinger i stedet for, at vi har importeret arbejdskraften fra lande uden for EU.
Når det er sagt, så vil fagbevægelsen gerne være med til at lempe på adgangen for udenlandsk arbejdskraft der, hvor der reelt er konstateret mangel. Derfor har vi konkret foreslået, at de såkaldte positivlister, der giver tredjelandsborgere adgang til det danske arbejdsmarked, bliver opdateret hyppigere og udvidet.
Den aktuelle mangel på arbejdskraft vil stilne af
Der er allerede 89 typer af arbejdskraft, som arbejdsgiverne må importere fra hele verden, og vi foreslår, at listerne gøres mere aktuelle, så arbejdsgiverne kan hente arbejdskraft, hvor der er en dokumenteret mangel på arbejdskraft.
FH’s model vil være mere smidig og gøre det mulig at tilpasse importen af arbejdskraft til det faktiske behov og ikke bare åbne for sluserne.
Både Finansministeriet og Nationalbanken har en forventning om, at den aktuelle mangel på arbejdskraft vil stilne af.
Så lad os få lagt paradeforslagene om at udvide arbejdskraftens fri bevægelighed til hele verden fra Cepos og omegn på hylden og finde gode konkrete og balancerede løsninger i stedet til gavn for både danske lønmodtagere og virksomheder.
Det plejer vi at kunne finde ud af i Danmark.