De økonomiske konsekvenser af Coronaudbruddet er nu for alvor synlige i Danmark. Mange virksomheder har set indtjeningsgrundlaget forsvinde over natten, og den seneste tid har flere tusinde meldt sig i ledighedskøen.

Det er afgørende, at vi bruger alle de økonomisk-politiske redskaber, der er behov for at holde hånden under økonomien og arbejdsmarkedet, så krisen bliver så kortvarig som muligt.

Allan Lyngsø Madsen

Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor dyb og langvarig krisen bliver. Men de tilgængelige økonomiske nøgletal peger entydigt i retning af, at vi kommer til at se et fald i BNP i år.

Det er derfor afgørende, at vi bruger alle de økonomisk-politiske redskaber, der er behov for, for at holde hånden under økonomien og arbejdsmarkedet, så krisen bliver så kortvarig som muligt.

SE VIDEO

Se video med Allan Lyngsø Madsen om økonomiske tiltag under coronakrisen:

Sunde offentlige finanser

Virusudbruddet har ramt dansk økonomi på et tidspunkt, hvor vi er i særdeles god form – uden væsentlige ubalancer. Husholdningerne har brugt tiden siden finanskrisen på at spare op og nedbringe gæld, og virksomhederne har gjort sig robuste. Det alene taler for, at vi kan rejse os relativt hurtigt, når vi kommer om på den anden side.

Vi har ammunitionen til at få dansk økonomi tilbage i topform.

Allan Lyngsø Madsen

Samtidig har vi sunde offentlige finanser. Der er overskud på statsbudgettet. Friske tal fra i onsdags viser et overskud på de offentlige finanser sidste år på 85 mia. kr., svarende til 3,7 pct. af BNP.

Vi har lav offentlig gæld, og staten kan aktuelt låne penge til en rente tæt på nul. Vi har altså rig mulighed for at pumpe alle de midler ud i økonomien, der skulle være behov for.

Det kan vise sig at være en rigtig god investering. Alternativet kan blive meget dyrt.

Trepartsaftale sikrer lønmodtagere og virksomheder

Derfor er der også de seneste par uger blevet iværksat en række tiltag for at holde hånden under virksomhederne og lønmodtagerne. Blandt andet trepartsaftalen om midlertidig lønkompensation, hvor medarbejderne kan sendes hjem med fuld løn. Kompensation til at dække faste udgifter og andre likviditetstiltag for de ramte virksomheder. Og en håndsrækning til dagpengemodtagerne, som kan modtage dagpenge i op til tre måneder længere.

Vi kan ikke spare os ud af krisen. Finanspolitikken skal denne gang på banen med fuld kraft.

Allan Lyngsø Madsen

Det er helt rigtige tiltag, som tydeligt viser, at politikerne har lært af finanskrisen. Vi kan ikke spare os ud af krisen. Finanspolitikken skal denne gang på banen med fuld kraft.

Det er meget positivt, at mange andre lande er nået til samme erkendelse.

Nødvendigt med flere tiltag

Vi ved ikke, hvornår vi har lagt krisen bag os. Hjælpepakkerne skal have lov at virke. Men der bliver med sikkerhed brug for flere tiltag, hvis vi skal undgå en længerevarende krise.

Det skal medvirke til, at tilliden hos forbrugere og virksomheder bliver genoprettet. Efterspørgslen og produktionen kommer op i gear igen. De, som har mistet arbejdet på grund af krisen, kommer hurtigt i arbejde igen.

Her vil der blive behov for klassisk finanspolitik med stor beskæftigelseseffekt fx i form af investeringer i infrastruktur og boligrenovering, men også tiltag der målrettet kan fremme virksomhedernes investeringer i maskiner og ny teknologi, så vi sår frøene til fremtidens produktivitetsvækst.

Vi har ammunitionen til at få dansk økonomi tilbage i topform. Her er vi rigtig godt hjulpet, når andre lande også bruger det finanspolitiske krudt.

Indlæg er bragt i Børsen 27.03.20
Læs også: FH-vejledning – Få svar på dine spørgsmål om Corona