FH har modtaget Justitsministeriets høring over udkast til et revideret kapitel 9 i vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Ifølge nyhedsbrev fra Folketingets Ombudsmand af 24. januar 2019 samt offentliggjort brev af 24. januar 2019 fra Folketingets Ombudsmand til Københavns Kommune har sagen om ”Ansatte var berettiget til at give pressen internt dokument om borgmesters bryllupsreception” fået ombudsmanden til over for Justitsministeriet mere generelt at rejse spørgsmål om offentligt ansattes ret til at videregive ikke-fortrolige oplysninger.

Ifølge nyhedsbrevet er en væsentlig følge af sagen i Københavns Kommune, at Justitsministeriet nu vil revidere vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed for bl.a. at præcisere, hvornår man som offentlig ansat må videregive ikke-fortrolige oplysninger.

Af Justitsministeriets høringsbrev fremgår det på linje hermed, at formålet med revisionen af kapitel 9 om offentligt ansattes meddeleret og ”whistleblowing” er at præcisere, hvornår man som offentligt ansat må videregive ikke-fortrolige oplysninger.

I udkastet til revisionen er kapitel 9 i forhold til det nuværende kapitel 9 opdelt i 2 afsnit, for det første et afsnit om offentligt ansattes adgang til videregivelse af oplysninger, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning mv. og for det andet et afsnit om offentligt ansattes adgang til videregivelse af oplysninger, hvor der ikke kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning.

Begge afsnit i udkastet behandler spørgsmålet om offentligt ansattes videregivelse af ikke-fortrolige oplysninger.

I sin nuværende form indeholder kapitel 9 et kort afsnit om offentligt ansattes videregivelse af ikke-fortrolige oplysninger (kapitel 9, 2. afsnit):

”Offentligt ansatte kan som udgangspunkt frit videregive ikke-fortrolige oplysninger til pressen eller andre eksterne parter. Det gælder også i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning, herunder åbenbart misbrug af offentlige midler.”

Denne klart formulerede hovedregel i forhold til offentligt ansattes i udgangspunktet frie adgang til at videregive ikke-fortrolige oplysninger er fjernet i udkastet til det reviderede kapitel 9.

I stedet er der under afsnittet om videregivelse af oplysninger, hvor der ikke kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning indsat en længere passage om ikke-fortrolige oplysninger, hvor indledningen er, at det afhænger af en konkret vurdering, hvornår offentligt ansatte har adgang til at videregive oplysninger.

I udkastet er fokus herefter rettet mod talrige afvejningspunkter, der ifølge vejledningen kan indgå i forhold til spørgsmålet om, hvornår en offentligt ansat har adgang til at videregive ikke-fortrolige oplysninger. Afvejningspunkterne er uklart formuleret og ikke fulgt op af konkrete eksempler, der kan tydeliggøre mere præcist, hvornår der er, og hvornår der ikke er adgang til videregivelse af ikke-fortrolige oplysninger.

Et eksempel herpå er, at det ifølge udkastet kan indgå i afvejning af, om der er adgang til videregivelse af ikke-fortrolige oplysninger, om videregivelsen kan have negative konsekvenser for tredjemand eller myndigheden. I udkastet henvises der som eksempel til de begrænsninger, der er beskrevet under den nuværende vejlednings pkt. 7 om hensynet til myndighedernes interne beslutningsproces og funktionsevne. Det er uklart, om der også menes andre negative konsekvenser. Ofte er videregivelse af ikke-fortrolige oplysninger fra en offentligt ansats side netop tænkt i forhold til at rejse en kritik af en myndigheds dispositioner, hvilket i mange tilfælde munder ud i en kritisk omtale af myndigheden i fx pressen. Og en begrænsning af ytringsfriheden i forhold hertil vil være forkert. Beskrivelsen af afvejningspunktet bør – som de øvrige afvejningspunkter – følges op med eksempler på, hvornår der er adgang henholdsvis ikke-adgang til offentligt ansats videregivelse af oplysninger.

Et andet eksempel er udkastets beskrivelse af afvejningsvurdering i forhold til den såkaldte meroffentlighed. I afsnittet anføres det, at en afvejning af, hvorvidt en offentlig ansats videregivelse af oplysninger er berettiget, vil kunne stille sig anderledes, hvis oplysninger alene kan udleveres som led i den såkaldte meroffentlighed, det vil sige, hvor myndigheden ikke har pligt til at udlevere oplysningerne, hvis nogen beder om det, men kan vælge at udlevere dem.

Meroffentlighed er ikke i sig selv ensbetydende med en yderligere og selvstændig begrænsning af en offentlig ansats ytringsfrihed og adgang til at videregive oplysninger. Også her bør afvejningspunkt følges op med eksempler på situationer, hvor en afvejning i forhold meroffentlighedsprincippet vil føre til adgang henholdsvis ikke-adgang til en offentligt ansats videregivelse af oplysninger.

I det hele savner samtlige afvejningspunkter anført i udkastet eksemplificeringer, da uklarheden i udkastet i forhold til afvejningspunkterne i FH’s optik vil føre til usikkerhed, forvirring og selvcensur hos de offentligt ansatte.

Som udgangspunkt er ytringsfriheden alene begrænset af reglerne om tavshedspligt, og ytringer må ikke indebære en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser, hvortil kommer begrænsninger for ansatte, der sidder særligt tæt på myndighedens beslutningsproces. Disse begrænsninger er tydeligt beskrevet i kapitel 6, 7 og 8 i den nuværende vejledning.

Den nuværende vejledning er i sin nuværende form klar, kort, enkel og så præcis og handlingsanvisende, som det kan lade sig gøre i kort form.

En præcisering i vejledningen af en offentligt ansats adgang til at videregive ikke-fortrolige oplysninger bør holdes inden for samme klare form og ikke som i udkastet skabe grundlag for uklarheder i det omfang, som udkastet i FH’s optik gør med den følge, at det i praksis lægger mundkurv på offentligt ansatte.

En vejledning bør skabe klarhed og ikke fremkalde uklarhed med de i dette tilfælde uheldige konsekvenser i form af en i praksis begrænsning af offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat til skade for samfundets interesse.

Samfundet har blandt andet en interesse i at fremme åbenhed og debat om de offentlige arbejdspladser forhold. Ytringsfriheden skal være med til at styrke demokratiet og åbenhed.

FH opfordrer derfor til, at Justitsministeriet tager initiativ til en ændret formulering af præciseringen af offentligt ansattes adgang til videregivelse af ikke-fortrolige oplysninger i vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed på linje med den klare form i den nuværende vejledning.