Uligheden i Danmark er større, end mange måske går rundt og tror.

Hos den fattigste tiendedel af Danmarks befolkning blinker det økonomiske underskud alarmerende rødt: Her har hver person i gennemsnit en samlet negativ formue på hele 350.000 kr..

www.stopuligheden.dk

Afstanden mellem rige og fattige vokser i Danmark – og den har gjort det længe. Det kan også mærkes lokalt – tjek uligheden i din kommune på hjemmesiden www.stopuligheden.dk

Samtidig sidder den rigeste tiendedel på en formue på 5,5 mio. kr. person i gennemsnit. Det viser en ny opgørelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, baseret på tal fra Danmarks Statistik.

Det er bare ét ud af seks tal for uligheden i Danmark, som fagbevægelsen i dag lancerer på www.stopuligheden.dk.

Lizette Risgaard, formand for FH, er bekymret over, at uligheden vokser i Danmark og bliver ved med at vokse. Hun understreger, at formålet ikke er at jagte de rigeste men at påvirke de politiske prioriteringer.

Politikerne skal forpligte sig

”Vi ved, at når afstanden mellem toppen og bunden af samfundet bliver for stor, så svækker det tilliden, trygheden og solidariteten. Derfor foreslår vi i Fagbevægelsens Hovedorganisation ulighedsstop. Politikerne må stoppe med at sænke skatten for de rigeste. De klarer sig fint! I stedet skal vi investere i bedre velfærd, mere uddannelse, et stærkere sikkerhedsnet og bedre arbejdsmiljø”, siger Lizette Risgaard.

Baggrund og dokumentation

Stor ulighed i danskernes formuer (PDF)

Som et middel til at stoppe den stigende ulighed har Fagbevægelsens Hovedorganisation foreslået politikerne på Christiansborg at indføre et ulighedsstop og at nedsætte en ulighedskommission.

”Vi ønsker, at politikerne forpligter sig på at stoppe uligheden. I en årrække har vi fx set, at den allermest velhavende del af befolkningen er blevet tilgodeset med skattelettelser. Det må stoppe nu. Vi skal investere i fællesskabet. Det er trods alt de fælles rammer, som skaber fundamentet for at øge velstanden”, siger FH-formanden.

Overblik: Mere om “Ulighed” på fho.dk