I det daglige arbejde er min rolle typisk, at jeg er en slags konsulent for de 80-90 arbejdsmiljørepræsentanter, vi har kontakt med her i afdelingen. Jeg bliver regelmæssigt ringet op af en af dem, fordi der er opstået et problem på arbejdspladsen.

BIRGITTE NIELSEN, NÆSTFORMAND I FOA, HOLSTEBRO 

Så savner de et godt råd til, hvad de kan gøre, og så sætter vi os ned og gennemgår sagen.

Her oplever jeg ofte, at det pågældende problem ikke er blevet diskuteret i MED-udvalget. I stedet har man forsøgt at løse det her og nu på selve arbejdspladsen sammen med lederen, men det er ikke nok. Hvis en aftale skal være gældende, skal sagen som udgangspunkt have været behandlet i MED, og jeg kan så hjælpe arbejdsmiljørepræsentanten med at indsamle den fornødne dokumentation og i det hele taget være klædt godt på til mødet i MED.

Det er især stress, der skaber problemer på arbejdspladserne. Folk er meget pressede. Medarbejderne løber stærkt og har ikke den nødvendige tid til arbejdet – og lederne agerer i frustration over, at de ikke har flere midler at gøre godt med. Og det resulterer ofte i et dårligt arbejdsmiljø.

Er du stresset?

Det er ikke ligegyldigt om du ligger i det grønne, gule eller røde felt!
TAG FH’s stress-test her

Arbejdsmiljørepræsentanterne spiller en vigtig rolle i alt det her. Og jeg er virkelig glad for, vi nu retter opmærksomheden mod dem i AMR 19. Det skulle vi have gjort for længe siden. Med AMR 19 sætter vi jo ikke bare fokus på dem. Vi sætter fokus på, hvad det i det hele taget betyder, at vi har et ordentligt arbejdsmiljø.


Det er især stress, der skaber problemer på arbejdspladserne. Folk er meget pressede

BIRGITTE NIELSEN, NÆSTFORMAND I FOA

Den beklagelige kendsgerning er nok, at vi næppe får mange flere ressourcer på arbejdspladserne, så vi skal finde ud af, hvordan vi ruster medlemmerne til den virkelighed – og hvordan opgaven kan løftes, uden at det går ud over arbejdsmiljøet. Her oplever jeg lige nu en stigende opmærksomhed på, at man skal holde en ordentlig tone på arbejdspladsen.