Det vil koste 100 millioner kroner årligt i fem år at genoprette Arbejdstilsynet og give den instans, der skal værne om lønmodtagernes arbejdsliv og helbred, sin tidligere styrke tilbage.

Derfor er finanslovsaftalen for 2019, som VKLA-regeringen har indgået med Dansk Folkeparti, der betyder en fortsat svækkelse af Arbejdstilsynet, den helt forkerte vej at gå, mener FH-næstformand Morten Skov Christiansen.

-. Med udsigt til den højeste pensionsalder i Europa, kan vi som samfund ikke gamble med lønmodtagernes sundhed og sikkerhed. Men det er præcis, hvad vi gør, når politikerne år efter år nedprioriterer tilsynet med arbejdsmiljøet. Allerede i dag forlader mange arbejdsmarkedet før tid, bl.a. på grund af nedslidning, og det holder jo ikke, når vi fremover tværtimod skal arbejde endnu længere end i dag, siger næstformand i FH, Morten Skov Christiansen.


Allerede i dag forlader mange arbejdsmarkedet før tid, bl.a. på grund af nedslidning, og det holder jo ikke, når vi fremover tværtimod skal arbejde endnu længere end i dag, 

MORTEN SKOV CHRSTIANSEN, NÆSTFORMAND I FAGBEVÆGELSENS HOVEDORGANISATION

Kontrolbesøg mere end halveret

Et stabilt og effektivt Arbejdstilsyn forebygger dårligt arbejdsmiljø og holder de arbejdsgivere til ilden, der ikke selv kan se nødvendigheden og værdien af sikre medarbejdernesikre og sunde arbejdsforhold.

FH ønsker, at Arbejdstilsynet er en synlig og mærkbar del af hverdagen på arbejdspladserne. Det skal være lønmodtagernes værn mod de virksomheder, der ser stort på de ansattes arbejdsmiljø. De skal ikke have lov til at flyve under radaren. Men det er det stik modsatte, der gennem en årrække er sket.

Siden 2007 er der sket et dramatisk fald på mere end 180 millioner kroner, svarende til ikke mindre end en tredjedel, i bevillingerne til Arbejdstilsynets kontrol med arbejdsmiljøet på landets arbejdspladser. Statens budget, som blev vedtaget med finanslovsaftalen for i år, genopretter på ingen måde Arbejdstilsynets økonomi. Der er ikke afsat én eneste krone ekstra til kontrol med arbejdsmiljøet.


Hvordan kan vi sikre et bedre arbejdsmiljø på arbejdspladsen gennem arbejdsmiljørepræsentanten?

Sådan lyder det helt overordnede spørgsmål, når Fagbevægelsens Hovedorganisation næste år skyder kampagnen ArbejdsMiljøRepræsentantåret 2019 (AMR 19) i gang. 

LÆS MERE HER

De seneste 11 år er der blevet 300 færre tilsynsførende medarbejdere ved Arbejdstilsynet, hvilket svarer til en nedskæring på 37 procent af dem, der skal sikre arbejdsmiljø på de enkelte arbejdspladser.

Det har naturligvis ført til færre tilsynsbesøg og færre påbud til virksomhederne, mens arbejdsmiljøproblemerne i samme periode er steget.

2017 var en historisk bundskraber. Da blev der kun gennemført knap 18.000 tilsynsbesøg fra Arbejdstilsynet. Til sammenligning blev der i 2008 foretaget 38.500 tilsynsbesøg.

Arbejdstilsynets kontrolbesøg er altså mere end halveret over en 10årig periode – alene siden 2015 er antallet af tilsynsbesøg faldet med over 40 procent.

Med helbredet som indsats

Konsekvenserne er indlysende – og dybt foruroligende.

I løbet af de seneste 10 år er antallet af påbud fra Arbejdstilsynet til arbejdsgivere landet over faldet med 66 procent eller to tredjedele.

Samtidig er arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser blevet markant ringere. Andelen af fysisk og psykisk overbelastede lønmodtagere er steget markant, og i dag anmeldes der årligt flere end 40.000 arbejdsulykker. For FH-næstformand Morten Skov Christiansen ligger løsningen lige for:

– En sund økonomi, et arbejdsmarked i vækst og en historisk lav ledighed betyder, at det er nu, vi skal investere i arbejdsmiljøet, så arbejdsstyrken har helbredet til at nå den stigende pensionsalder. Ellers vil stadig flere nedslidte og arbejdsskadede være tvunget til at forlade arbejdsmarkedet før tid, og så kan vi se langt efter de indtægter, et længere arbejdsliv skulle berige statskassen med. Det er ganske enkelt dyrt, både menneskeligt og økonomisk, at spare på arbejdsmiljøet.

Gode arbejdspladser gennem hele livet

Vi skal alle have et arbejde, hvor vi trives, og hvor vi ikke risikerer at komme til skade, bliver syge eller nedslidte.