Dårligt arbejdsmiljø koster op mod 80 mia. kr. om året i Danmark. Dertil kommer, at andelen af psykisk belastede danskere stiger og stiger – selvom politikerne i 2011 vedtog et mål om at nedbringe selvsamme med en andel på 20 procent.
Da beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i efteråret 2017 besluttede at nedsætte et ekspertudvalg om arbejdsmiljø, var udviklingen i det psykiske arbejdsmiljø med fuld galop i retning væk fra målet.
I dag kom ekspertudvalgets længe ventede anbefalinger med bud på, hvad der skal til for at gentænke indsatsen og vende udviklingen.

De peger samlet set i retning af en styrket indsats i forhold til både mere målrettet tilsyn, særlige indsatser rettet mod udsatte brancher, tydelige regler om psykisk arbejdsmiljø og fokus på bedre muligheder for uddannelse af ledere for at sikre en mere effektiv forebyggelse af psykisk nedslidning.
Bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø
”Jeg er særligt glad for, at det er lykkedes at få kravet om en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø med som en central anbefaling til at styrke indsatsen fremover. Klare regler med tydelige krav til forebyggelsesindsatsen er et helt afgørende redskab til at sikre et bedre psykisk arbejdsmiljø, end det, mange lønmodtagere desværre oplever i dag”, siger Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte.
Det er bl.a. sygeplejersker, politibetjente, socialrådgivere, lærere, pædagoger, bioanalytikere, farmakonomer og jordemødre; faggrupper, hvor netop det psykiske arbejdsmiljø udfordrer mange og er skyld i øget sygefravær fra jobbet.

17.000 sygemeldt pga. dårligt psykisk arbejdsmiljø

Beregninger fra FTF på baggrund af en rapport fra COWI har tidligere vist, at 17.000 personer på det danske arbejdsmarked hver dag er sygemeldt på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø.
”Der skal bl.a. udvikles tydelige regler i forhold til forebyggelse og håndtering af stor arbejdsmængde og tidspres, uklare krav i arbejdet, høje følelsesmæssige krav og arbejdsrelateret vold. Alle sammen faktorer, FTF og NFA tidligere har påvist er kilder til stress og sygemeldinger”, understreger Bente Sorgenfrey.
”Regeringen og ordførerne i arbejdsmiljøforligskredsen må kridte skoene og handle hurtigt, så vi får nedbragt det tal til gavn for både arbejdsgivere og medarbejdere, og nu ligger der altså 18 konkrete bud på, hvordan, så jeg ønsker politikerne held og lykke med de videre drøftelser mod en politisk aftale og følger selvfølgelig arbejdet tæt”, uddyber Bente Sorgenfrey
Arbejdstilsynet skal reagere på klager
En anden anbefaling fra ekspertudvalget, som Bente Sorgenfrey fremhæver, er, at der skal ske en mere målrettet udvælgelse af arbejdspladser til tilsyn, så Arbejdstilsynet kommer ud de steder, hvor risikoen for arbejdsmiljøproblemer er størst. Det indebærer bl.a., at Arbejdstilsynet fremover skal reagere på alle relevante klager.

Fornyet og styrket indsats kræver øgede bevillinger
Ekspertudvalgets anbefalinger om en ny bekendtgørelse går mere konkret på at tydeliggøre Arbejdstilsynets muligheder for at gribe ind over for det psykiske arbejdsmiljø, når det halter. Samtidig understreger ekspertudvalget, at der er behov for bedre kommunikation, dialog og vejledning fra Arbejdstilsynet om arbejdsmiljøreglerne og forebyggelsesindsatsen.
Desuden anbefaler udvalget, at Arbejdstilsynet sammen med blandt andre arbejdsmarkedets parter, gennemfører koordinerede indsatser rettet mod konkrete arbejdsmiljøproblemer i særligt udsatte brancher.
”Det siger sig selv, at når man tydeliggør reglerne og i højere grad understøtter, at Arbejdstilsynet kan handle på problemerne, så bør en naturlig konsekvens af de nye anbefalinger selvfølgelig også være, at politikerne styrker Arbejdstilsynet økonomisk frem for at skære, som tilfældet desværre har været i en årrække – også i det seneste finanslovsudspil”, påpeger Bente Sorgenfrey, som mener, at bevillingerne skal føres tilbage til niveauet i 2015, hvor der var ca. 100 mio. kr. mere at gøre godt med.
LO, FTF og DA er desuden enige om, at der er behov for at understøtte især mindre arbejdspladsers anvendelse af professionel arbejdsmiljørådgivning. Parterne anbefaler konkret, at politikerne etablerer en pulje på 100 mio. kr. årligt til refusion af udgifter til rådgivning, fx fra Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse.
Ledere skal uddannes bedre i psykisk arbejdsmiljø
Står det til ekspertudvalget, skal der desuden udvikles ”nye og bedre muligheder for uddannelse i psykisk arbejdsmiljø til ledere”. Et forslag, som FTF med Bente Sorgenfrey i spidsen har forsøgt at råbe politikerne op om gennem længere tid.

”Godt arbejdsmiljø og god ledelse er blandt nogle af de løsninger, danske lønmodtagere selv peger på, når de bliver spurgt, hvad der kan få dem til at trives og til at blive længere på arbejdsmarkedet, som politikerne og arbejdsgiverne ønsker. Så der er god musik i at handle på anbefalingerne og altså klæde lederne bedre på til at forebygge stress og andre psykiske belastninger. Det betaler sig både menneskeligt og økonomisk”, siger Bente Sorgenfrey.