Medarbejdernes arbejdsliv – og vores fælles velfærdssamfund – er i fokus, når FTF igen i år deltager på Folkemødet på Bornholm. FTF er vært for en række debatarrangementer i Folkets Hus, som er LO’s og FTF’s fælles sted på Folkemødet.
Her afvikler både de to hovedorganisationer og medlemsorganisationerne arrangementer. FTF deltager også i debatter hos andre, så FTF’erne er godt repræsenteret ude omkring.

På de forskellige debatter vil især FTF’s formand, Bente Sorgenfrey, men også andre repræsentanter for FTF, krydse klinger med ministre og kommunal- og regionspolitikere og med beslutningstagerne fra erhvervsliv og interesseorganisationer – om spørgsmål om bl.a.:
Hvordan skal fremtidens danske model se ud for det offentlige efter OK18 – skal den strikkes om?
Hvordan får medarbejderne mere indflydelse på at udvikle en bedre offentlig sektor? 
Hvad har disruption med mig og mit arbejdsliv at gøre?
Husker vi arbejdsmiljøet, når digitalisering og robotter indtager arbejdspladserne?  
Hvordan får vi luget ud i overstyringen af det offentlige – og får mere tillid til offentligt ansatte?

Bare for at nævne et lille udpluk…
Foruden arrangementerne i Folkets Hus deltager Bente Sorgenfrey bl.a. i debatter om:
·  Fremtidens arbejdsmarked efter OK18 (FTF og Akademikerne)
·  Digitalisering og disruption – om digitaliseringens for- og bagsider. Debat med bl.a. beskæftigelsesministeren og administrerende direktør for DI, Karsten Dybvad
·  Ledelseskommissionens spritnye anbefalinger til god og effektiv opgaveløsning i det offentlige – debat med bl.a. kommissionens formand Allan Søgaard Larsen
·  Samarbejde mellem privat og offentlig sektor som en løsning på et velfærdssamfund under pres, debat m bl.a. branchedirektører for offentlig-privat i DI, Jakob Scharff
·  Nye teknologier – hvordan får vi indtænkt arbejdsmiljøet?
·  En ny dansk model for den offentlige sektor – debat hos Socialdemokratiet