En ny undersøgelse fra FTF blandt 6.200 ansatte dokumenterer, at når ledelsen er dårlig til at håndtere organisatoriske ændringer på jobbet, omlægning af arbejdsgange, sammenlægninger, flytninger og afskedigelser, har de ansatte dobbelt så mange sygefraværsdage og er desuden mere stressede.
De FTF’ere, der oplever god ledelsesmæssig håndtering af forandringer, har kun cirka fem årlige sygefraværsdage, og kun syv procent er stressede.
De FTF’ere, der oplever meget ringe ledelsesmæssig håndtering af forandringer, har cirka 10 årlige sygefraværsdage, og godt 20 procent er stressede.
Det viser en ny undersøgelse fra FTF med svar fra 6.200 privat og offentligt ansatte på FTF-området, fx lærere, pædagoger, sygeplejersker, bank- og it-ansatte.

Uddan ledere i psykisk arbejdsmiljø
FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, mener, at alle ledere bør uddannes i psykisk arbejdsmiljø – herunder håndtering af forandringer på arbejdspladsen og inddragelse af medarbejderne i processen.

FTF vil tage forslaget op under trepartsforhandlingerne med regeringen og arbejdsgiverne. Samtidig vil FTF foreslå, at Arbejdstilsynets særlige tilsynsindsatser målrettet bl.a. psykisk arbejdsmiljø bør fortsætte minimum tre år mere og ikke afvikles, som regeringen ellers har tænkt sig at gøre.
”Forandringer på jobbet er et vilkår for de fleste ansatte. Men vi kan se, at ledelsens håndtering af forandringer har stor betydning for, om de ansatte kommer helskindet igennem processen,” siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
”Der bør indføres et krav om, at alle nye ledere med personaleansvar inden for det første år gennemfører en solid efteruddannelse om psykisk arbejdsmiljø. Fokus skal være på forebyggelse, fastholdelse og kendskab til såvel risikofaktorer som positive faktorer, der kan fremme et godt psykisk arbejdsmiljø. Det vil gavne alle parter – både private og kommunale arbejdsgivere”, siger Bente Sorgenfrey.
Ansatte udsættes for store forandringer
Hver femte FTF’er har oplevet store forandringer i form af afskedigelser eller personalereduktioner på deres arbejdsplads inden for de seneste to år.

Fire ud af ti har oplevet store forandringer i form af sammenlægninger, lukninger eller flytninger og knap halvdelen har oplevet store forandringer i form af organisationsændringer eller omlægninger af arbejdsgange.
Nogenlunde lige så mange har oplevet små forandringer af de fire typer.
Samlet set har mellem 55 procent og 80 procent oplevet de fire typer forandringer, og mange har oplevet flere typer.
Dyrt at skære på forebyggelsen
FTF er bekymrede over de stigende problemer med dårligt psykisk arbejdsmiljø og finder det uforståeligt, at regeringen netop har valgt at skære på forebyggelsesindsatsen i Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse.

Det er samtidig et kæmpe problem, at Arbejdstilsynet er blevet beskåret, og har mistet 125 årsværk.
”Det er utrolig kortsigtet, at regeringen har valgt at afvikle Arbejdstilsynets særlige tilsynsindsatser i forhold til bl.a. psykisk arbejdsmiljø, hvor beskæftigelsesministeren så sent som i november 2015 anerkendte, at de særlige tilsyn målrettet psykisk arbejdsmiljø har været cirka 20 gange så effektive som det såkaldte "risikobaserede tilsyn", man nu er gået over til,” siger Bente Sorgenfrey.